Blogger og tidligere modeassistent på Costume Tikkie Oestrich Iversen har sammen med Mads Kristian Elsøe den succesfulde webshop Adélie.dk. I lørdags udvidede de med en fysisk butik i Guldbergsgade 20 på Nørrebro, hvor du kan shoppe eller bytte og afhente de ting, du har købt online.
Her kan du shoppe mærker som Stine Goya, Line & Jo, Peter Jensen, Won Hundred, Libertine-Libertine og mange flere.
Vi har stillet Tikkie tre hurtige spørgsmål:
Nu har du både blog, webshop og butik - hvordan kom du i gang?
“Da jeg var modeassistent på Costume blev jeg opfordret til at starte min egen blog af blandt andet Marie Hindkær (blame it on fashion) og Mie Quist (we wonder), der begge havde stor succes med deres blogs. Jeg har en fortid i grafisk design og tænkte, at det var en fed måde at forene mine grafiske interesser med min kærlighed til mode. Adélie blev taget rigtig godt imod og det gav mig mod på at forfølge en anden drøm; at skabe en shop med et kurateret udvalg, der byggede på min personlige smag. Og efter en forrygende første sæson tog vi springet og har nu åbnet en fysisk butik.”
Hvad er tankerne bag butikken?
“Visionen med butikken er at få ringen sluttet så at sige. Både bloggen og webshoppen er en del af det univers som Adélie er. Butikken giver mig mulighed for at skabe et fysisk rum, hvori dette univers kan blive til "virkelighed", og jeg kan nu invitere folk indenfor. Det er ret sejt.”
Kan vi forvente flere spændende og nye tiltag fra dig?
“Jeg er en af de der lidt rastløse typer som har svært ved at stå stille. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke er færdig med at skabe og finde på nye ting.”