Ikonisk vintage denim

Amerikanske Re/dun syr vintage Levi's jeans om og hitter stort. Læs med her, hvis du (også) er jeansjunkie

Elsker du de gamle vintagejeans, der har det helt rigtige og naturlige slid, den flotte vask og den lækre kvalitet? Det gør amerikanske Re/dun også. Derfor opkøber de specielt udvalgte vintage Levi's jeans og omsyr dem, så de får et mere moderne fit. De laver kun jeans i to modeller: de skinny og de afslappede.

For Re/dun handler det om det signal, som de old school lyseblå jeans udsender: De har altid været for rebellerne, de uafhængige og de hårdtarbejdende, og buksernes slid er lige så personligt og naturligt, som personen der bærer dem. Ingen fabrikslavede huller. Re/dun opstod derfor af denne tankegang og af idéen om de personlige jeans.

Modellerne er vilde med mærket, og næste gang vi er U S of A skal vi da helt sikkert også have os et par. De koster omkring 1.300 kroner, og du kan se og shoppe mærket på deres hjemmeside Redun.com (men husk, at det er en amerikansk webshop i forhold til told og skat).

Foto: @redun / Instagram