Kenzodiac: en astrologisk shoppeguide

Kultbrandet Kenzo har lanceret den astrologiske platform 'Kenzodiac', som ved hjælp af stjernernes og planeternes placering guider dig til dit næste Kenzo-køb

Med Carol Lim og Humberto Leon ved roret har franske Kenzo gennemlevet en forandring af meteorisk kaliber. Farverige styles, iøjefaldende slogans og sweatshirts med et ikonisk tigermotiv har sikret brandet kultstatus blandt fashionistaer verden over.

Det seneste stjerneskud i Kenzo-universet er Kenzodiac: en astrologisk platform, hvor læserne hver måned kan fordybe sig i kosmos og læse personlige horoskoper. Men ud over at blive mindet om, at du skal stole mere på din intuitet og huske at trække vejret helt ned i maven, så informerer dit horoskop dig også om, hvilket Kenzo-item, der passer bedst til dig og dit stjernetegn. Fx burde Skytten denne måned købe en sweatshirt med det berømte tigermotiv, mens Løven vil få mere gavn af et par nye solbriller.

Hvad end du er hyppig horoskoplæser eller mere skeptisk anlagt, så er Kenzodiac både underholdende og flot. Sammen med de månedlige horoskoper kan du nemlig more dig over de fineste manga-illustrationer af kunstneren Julien Ceccaldi.

Besøg Kenzodiac her og oplev den måske mest personlige shoppeguide nogensinde.