© DIOR

Kom med Dior til Cairo, Chanel til Dakar eller Celine til Los Angeles

Julen kommer tidligt i år for alle modeentusiaster! Frem til d. 12. december kan vi nemlig opleve alle de største shows fra Dior, Chanel, Celine, Pucci, Armani og Jacquemus. Her kidnapper nogle af verdens største modehuse hele modeindustriens elite til blandt andet Cairo, Dakar, Los Angeles og St. Moritz. Og det bedste ved det hele er, at du kan se med ”front row” fra din skærm.

Diors prægtige Pre-Autumn 2023 menswear show løb af stablen i lørdags med pyramiderne udenfor Cairo som overdådig kulisse. Stort anlagte lysinstallationer gjorde, at pyramiderne spillede en væsentlig rolle i showet. Og i går var Chanel på banen med deres Métiers d'Art-show som den absolutte finale på den lokale modeuge i Dakar. Det er første gang Chanel har afholdt et show på det afrikanske kontinent. Showet var ment som en hyldest til Chanels håndværksmæssige arv – og lige præcis derfor er Dakar det perfekte match, da håndværket i Senegal ifølge Chanel er beundringsværdigt sublimt. Chanel har endnu ikke delt oplevelsen digitalt, men i morgen kan du se med, når Chanel streamer en sammenklipning af hele seancen i Dakar.

Derudover kan du glæde dig til endnu flere overdådige shows den kommende uges tid – som du kan følge live fra din skærm eller sociale medier. Celines bud på vintergarderoben anno 2023 bliver nemlig vist og live-transmitteret i morgen, d. 8. december fra Los Angeles. Vi er spændte på at se, hvordan Celine denne gang vil fortolke den laid-back LA-stemning, som efterhånden er blevet en integreret del af husets DNA.

Det italienske modehus, Pucci, der er kendt for farverige print, lancerer også en kollektion med høj cigarføring de kommende dage. Her danner den eksklusive skisportsby, St. Moritz i de schweiziske Alper nemlig rammerne om husets såkaldte “fashion experience”, som starter i morgen og slutter d. 10. december. Kollektionen er “in season” og viser et miks af skiresort-wear og festkjoler.

Armani overtager teten d. 10. og viser deres runway show ‘Armani Neve’ (oversat fra italiensk ‘Armani sne’). Det foregår også i St. Mortiz. Her må vi forvente en ekstravagant kollektion til skisæsonen, der bringer mode og sport sammen i den tidligere værstby for to vinterolympiader.

Jacquemus runder den globale mini-modeuge af for denne gang d. 12. december. Designeren har gjort det til sin signatur at arbejde med forskudte sæsoner, som gør det muligt at fragte hele modeindustrien ud på marker, ørkener eller til Hawaiis sandstrande (som de jo har gjort før). Denne gang er det dog i Paris, de skal stjæle alles opmærksomhed. Lokationen i Paris er stadig hemmelig, men der er god grund, til at se frem til hvor showet skal afholdes, hvis man kigger på deres tidligere smukke lokationer.