
Mark Tan er Danmarks nye designtalent
I går udråbte den danske modebranche Mark Kenly Domino Tan som vinder af Dansk Design Talent - Magasin Prisen 2014. Vi talte med ham kort efter prisoverrækkelsen
AfFire danske designtalenter har i månedsvis kæmpet om at vinde den prestigefyldte titel som Dansk Design Talent 2014. Foruden Mark Kenly Domono Tan deltog også Freya Dalsjö, Kjetil Aas og Trine Lindegaard i designkonkurrencen. I måneder har de arbejdet på hver deres minikollektion med råd og vejledning fra deres mentorer, og det var altså Mark, der med støtte fra Baum und Pferdgarten og musikduoen, Darkness Falls, løb med sejren.
Der følger dog ikke kun en titel med prisen, men også en præmie på 500.000 kroner inklusiv et modeshow under modeugen i København i starten af 2015 i Magasin på Kongens Nytorv.
Costumes mdoeredaktør, Maiken Winther, talte med Mark Tan kort efter overrækkelsen.
Hvordan føles det at vinde? "Det føles fantastisk! Jeg er meget overrasket og meget overvældet. Jeg havde ikke rigtig turde at fantasere om, hvem der skulle vinde. Jeg synes, at alle var værdige til det."
Hvordan har du arbejdet sammen med pigerne fra Darkness Falls? "Jamen, vi startede egentlig med at lave et mood board sammen, hvor vi tog udgangspunkt i nogle af deres visuelle remedier, når de for eksempel skulle lave musikvideoer. Og så kom der lynhurtigt to film på banen, som var et ret godt match i mellem Mark Tan og Darkness Falls. Så der er kommet lidt sådan en western-geisha inspiration.”
Har I mødtes mange gange? "Vi har mødtes tre til fire gange tror jeg. Og jeg har også mødtes en del gange med Baum (red. Baum und Pferdgarten) og talt tingene igennem med dem. Så der har været et godt samarbejde, synes jeg."
Hvor har du været på inspirationstur? "Jeg har været i Madrid. Det var Baum und Pferdgarten, der bestemte det, og der er skønt i Madrid. Der var den her flotte røde farve, og det passede meget godt."
Hvad håber du at få ud af at have vundet prisen? "Det ændrer jo lige pludselig vores planer. Vi havde jo allerede planer i forvejen for, hvad der skulle ske, og nu skal vi jo så holde show i Magasin, hvilket er fantastisk. Og så har vi nogle eksportprojekter, som jeg tror, at vi skal have sat i søen - og det skal vi jo helt sikkert bruge nogle af de her penge til."
Her kan du se hans vindende minikollektion: