
Moss styler Beha til Vogue
I det nye Vogue finder du ikke alene Kate Moss på forsiden, men også danske Freja Beha inde i magasinet - stylet af Moss selv
AfTrine Oehlenschlaeger
Freja Beha er alle steder lige nu. Hun åbnede Louis Vuitton showet i Paris sidste måned, hun er kampagnemodel for By Malene Birger, lancerer samarbejde med Zadig & Voltaire, er nyligt kåret af Style.com's læsere som favorit catwalkmodel og nu kan du også opleve hende i britiske Vogues majudgave. Og ikke nok med det - så er det Vogues nye bidragende moderedaktør, Kate Moss, der har stylet hende.
Kate har stylet Beha i sin nye kollektion for Topshop, som supermodellen også selv bærer på den pinke forside. Og så er det i øvrigt 35. gang, at Kate er på forsiden af Vogue.