Ny podcast: Sådan kommer de danske designere igennem coronatiden

Hvilke initiativer og overvejelser gør man sig som designer og modevirksomhed for ikke at blive en af dem, der må dreje nøglen om på grund af coronakrisen? Det taler vi i en special podcastserie med henholdsvis Rikke Baum og Christian Hansen fra Baum Und Pferdgarten, Emilie Helmstedt og Dea Kudibal om. De står med tre vidt forskellige forretninger og udfordringer, men fælles for dem er, at de prøver at få noget kreativt ud af den nye hverdag, som ingen af dem i deres vildeste fantasi havde forestillet sig at skulle manøvrere i

Safety_Masks-H1160-Grapes_590x

Safety_Masks-H1160-Grapes_590x

© Emilie Helmstedt

“Jeg kunne ikke bare sidde og lave en eller anden ny flot kollektion. Det føler jeg slet ikke for lige nu, hvor alt det her sker. Jeg blev nødt til at gøre et eller andet.”

Sådan fortæller designer Emilie Helmstedt i vores nye podcastserie om de masker, hun har lavet af sine farverige stofrester, hvor alt overskuddet fra salget går til WHO’s forskning i en coronavaccine. Da hele verden ramlede gik Emilie ned til sin lokale skrædder og lagde en ordre på maskerne – og så en til. Nu overvejer hun at rykke hele produktionen til Danmark i fremtiden, fortæller hun.

Dea Kudibal afholder årligt et populært lagersalg, men det var ikke muligt i år. Derfor fandt hun på at lave det online og bruge sine private feriebilleder til at fremvise tøjet. Hvis krisen fortsætter, og det ikke bliver muligt at skyde nye kampagnebilleder, så fortsætter hun måske i sit nye karrierespor som model, fortæller hun i podcasten, hvor hun også fortæller om at hive alt sit tøj hjem fra Asien til Europa for dagen efter at erfare, at alle butikker i Europa lukker.

“Jeg kunne ikke bare sidde og lave en eller anden ny flot kollektion. Det føler jeg slet ikke for lige nu, hvor alt det her sker. Jeg blev nødt til at gøre et eller andet.” Emilie Helmstedt

Hos Baum Und Pferdgarten er de vant til at finde inspiration fra ydre stimuli. Men dem har der ikke været mange af den sidste tid. I podcasten fortæller Rikke Baum, hvordan hun og medstifteren Helle Hestehave derfor har kigget bagud og er dykket ned i fotos af folkedragter til den kollektion, de arbejder på. Kommunikationschef Christian Hansen ved godt, at det ikke er lige nu, at der skal kommunikeres om nye cocktailkjoler. Derfor håber han, at hashtags og Spotify-lister til hjemmearbejdet vil huske os på mærket “på den anden side”.

Med vores nye specialserie dykker vi ned i, hvordan det føles at være en del af en branche, der i den grad mærker til de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Hvor historisk lavt forbrug, lukkede butikker, konkursramte fabrikker og modeuger, der bliver aflyst på stribe, er den nye dagligdag.

Hør første afsnit om Baum und Pferdgarten på Itunes og følg med på vores kanaler de næste dage, hvor vi udgiver nye afsnit.