Pinterest afslører de største modetrends i 2019
© Cult Gaia // Zara

Pinterest afslører de største modetrends i 2019

Billedmediet har offentliggjort en liste over sidste års mest populære søgninger, som med al sandsynlighed vil dominere modebilledet i 2019

Pinterest er kendt som det virtuelle svar på en opslagstavle, og hvert år offentliggør billedmediet de 100 søgeord, der har haft den største stigning det seneste år – og som derfor med al sandsynlighed vil præge 2019.

I alt 10 modetrends har sneget sig med på listen, og herunder får du et overblik over dem alle.

"Bamboo bags" – stigning 2225 procent

Du har helt sikkert set de populære tasker i bambus på Instagram i løbet af det seneste år, og interessen for det specielle materiale er stadig stigende.

"Statement sneakers" – stigning 2211 procent

Fodtøj skal ikke længere være diskret. Iøjnefalende sko og i særdeleshed sneakers har oplevet en stigende interesse i 2018, så i år er det tid til at sætte fokus på fusserne.

"Robe silhouettes" – stigning 689 procent

Den afslappede kåbe-silhuet er behagelig og passer til alle kropstyper. Måske er det derfor, at pasformen har oplevet så stor interesse det forgangne år?

"Oval sunglasses" – stigning 591 procent

En helt særlig form for solbriller er ifølge Pinterest ved at charmere sig ind på brugerne. De ovale solbriller oplever nemlig en forøget søgningsrate.

"African Print Fashion" – stigning 229 procent

De sprælske print kommer i alverdens varianter og gør sig både godt på kjoler, nederdele og bukser. Hvis du har mod på det, kan du også sagtens kombinere forskellige print på kryds og tværs.

"Ruche" – stigning 108 procent

Draperinger er flatterende på de fleste, da de er lavet med henblik på at fremhæve det smukkeste ved kvindekroppen. Og tendensen har vind i sejlene ifølge Pinterest, så mon ikke vi kommer til at se flere smukke draperinger i 2019.

"Snake print" – stigning 642 procent

Dyreprint har været en af 2018's fremtrædende tendenser, hvor både leopard-, zebra- og slangeprint har været i høj kurs. Men meget tyder på, at sidstnævnte bliver det fremtrædende dyreprint i 2019.

"Tortoise earrings" – stigning 679 procent

Du har sikkert allerede set skildpaddeprintet på diverse smykker, og tendensen ser ud til at fortsætte.

"Sustainable fashion" – stigning 34 procent

Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed er blevet et helt centralt emne i modebranchen, og det er absolut noget, der bør bydes velkommen af både forbrugere og brands.

"Biker Shorts" – stigning 1323 procent

Cykelshorts har været her, der og allevegne det forgangne år, da både modehuse og stilikoner på Instagram har taget tendensen til sig, og den behagelige buks er ikke på vej væk foreløbig.