Sov sødt i sexet fransk design og danske dyner

Nyt samarbejde mellem det franske modehus Jacquemus og det hypede danske sengetøj- og linnedbrand Tekla

jacquemus_tekla_samarbejde_costumedk
© jacquemus / tekla

Hvis du følger den franske designer Jacquemus på Instagram, har du måske lagt mærke til, at det franske luksusbrand for nyligt delte en karrusel med fem billeder, som løfter et lille hjørne af sløret for, hvad vi kan forvente af overraskelser inden året er omme - og der var især et af billederne, som fangede vores opmærksomhed.

"TEKLA X JACQUEMUS 30.11.22"

Det var ordene, som fik vores tommelfinger til at stoppe med at scrolle videre på Instagram for i stedet at dobbeltklikke på billedet. Vi er vidst ikke de eneste, som har ventet i spænding på at se de første visuelle beviser på, at dette samarbejde rent faktisk bliver en realitet, og nu har vi gode nyheder til dig – du skal ikke vente meget længere.

Samarbejdet mellem Jacquemus og danske Tekla - der laver lækre håndklæder, sengetøj og morgenkåber - er netop blevet lanceret, og når man tager et kig på den nye kollektion, der kombinerer Jacquemus' legende tilgang med Teklas klassiske æstetik, virker samarbejdet som en rigtig god ide.

Kollektionen inkluderer både nattøj, sengetøj og håndklæder, der er lavet i 100% økologisk bomuld og fransk hørlinned – så hvis ønskelisten til jul stadig har et par tomme pladser, så kan du med fordel tage et kig på kollektionen lige her.

Vi elsker især de chokoladebrune shorts til 1.045 kr.