
Tjek de mest fashionable søstre
1 + 1 giver i disse tilfælde mere end bare 2 fashionistaer - det giver 1 pokkers eksplosiv mode-motor
AfElle og Dakota Fanning
Hvem: Skuespillerinderne Dakota, 18 år, og Elle, 13 år, Fanning.
Fællestræk: Blide blonde engle med store blå øjne, runde ansigter og mælkehvid hud - og en forkærlighed for puddertoner, blonder og æteriske kjoler.
Dakota (th.): Kendt fra Marc Jacobs-duftkampagnen Oh Lola!, filmen Push (2009) og som en ung Reese Witherspoon i filmen Sweet Home Alabama (2002).
Elle: Kendt fra Sofia Coppolas film Somewhere (2010) og designer-søstrene Rodartes 2011-kortfilm The Curve of Forgotten Things.

Charlotte Gainsbourg og Lou Doillon
Hvem: Skuespillerinden, sangerinden og modellen Charlotte Gainsbourg, 40 år, og modellen og skuespillerinden Lou Doillon, 29 år. Halvsøstre, franske og døtre af et af 1970'ernes største stilikoner, sangerinden og skuespillerinden Jane Birkin. Halvstoresøster er fotograf Kate Barry.
Fællestræk: Indbegrebet af skødesløs fransk chik. Naturligt hår, skarpe clutches og shoppere - og ret fremtrædende tænder. Når de har cashmere på, har de knappet et par knapper op, når de har tweed på, har de valgt det med guldtråde. Lige ved siden at de sikre valg, som netop gør dem så overbevisende.
Charlotte (tv.): Low key cool. Er duftansigt og muse for Balenciaga og chefdesigner Nicolas Ghesquière.
Lou: Har det mere sjovt med tøj. Har været videomodel og muse for Givenchy og chefdesigner Riccardo Tisci.

Olsen-søstrene
Hvem: ...som nemlig ikke bare er Olsen-tvillingerne. 25-årige Ashley og Mary-Kate har også en lillesøster, den 23-årige indie-succesfulde skuespillerinde Elizabeth, og ja, den er god nok, det er hende den høje i midten.
Fællestræk: A tough fashion crowd. Alle tre amerikanere har en utrolig sikker sans for at se ubesværet stilfulde ud. De er mode - det, de har på, spiller.
Ashley: Den mest blonde og uptown-polerede. Står sammen med sin tvillingesøster bag to tøjmærker, The Row og Elizabeth & James.
Mary-Kate: Den mest smokey eyed og glamrockede.
Elizabeth: Mere enkelt klædt end sine søstre. Knap så mange lag, knap så mange accessories.

Poppy og Cara Delevingne
Hvem: De engelske topmodeller Poppy, 25 år, og Cara, 19 år, Delevingne. Har en storesøster, Chloe. Moderen er 1970'er-skønheden Pandora Stevens, som nu er personlig shopper i Selfridges.
Fællestræk: Meget insisterende blikke, overklasse-opvækst i London, og de ben, man virkelig godt gad have.
Poppy (tv.): Den rock-chikke. Med smalle lyse øjenbryn og velplejet hår. Chanel-ambassadør. Tidligere roommate med Sienna Miller. Veninde med Julia Restoin-Roitfeld, tidligere fransk Vogue-chefredaktør Carine Roitfelds datter.
Cara: Den rock-rå. Med brede mørke øjenbryn og småsmadret hår. Burberry-kampagnepige - også dette forår. Veninde med Coco Sumner, musiker Stings datter.

Elizabeth og Georgia May Jagger
Hvem: Modellen og skuespillerinden Elizabeth Jagger, 27 år, og modellen Georgia May, 20 år. Døtre af den amerikanske topmodel Jerry Hall og den engelske Rolling Stones-forsanger Mick Jagger. Halvstoresøstre er filmproduktionsassistent Karis og smykkedesigner Jade.
Fællestræk: Stor mund, rød mund. Ben fra mor, læber fra far.
Elizabeth (th.): Spændstige kastanje-krøller. Var på forsiden af Playboy sidste år.
Georgia May: Bløde honning-krøller. Er på forsiden af engelsk Harper's Bazaars marts-nummer.

Emily og Zoey Deschanel
Hvem: Skuespillerinderne Emily, 35 år, og Zoey, 32 år, Deschanel.
Fællestræk: Begge har de den der glamourøse vintage-vibe.
Emily (th.): …er mere klassisk, mere Hollywood. Kendt fra tv-serien Bones (ny sæson kører pt. på TV3).
Zoey: ...er mere quirky, mere Melrose. Kendt fra film som (500) Days of Summer (2009) og Så flyt dog med Sarah Jessica Parker (2006).

Theodora og Alexandra Richards
Hvem: Modellen og den kunststuderende Theoroda, 26 år, og modellen og dj'en Alexandra, 25 år, Richards. Døtre af den legendariske engelske Rolling Stones-guitarist, Keith Richards, og den amerikanske model Patti Hansen. Halvstoresøster er Angela.
Fællestræk: Rock royalty. Rock attitude til tøj: Man kaster det (tilsyneladende) tilfældigt på, man mikser lidt skævt, man ser ud, som om man er født sej. Har ofte været i kampagner sammen: Tommy Hilfiger, Burberry og senest vinterens Eleven Paris' kampagne.
Theodora (tv.): Elsker sine oversize-huer trukket ned over det blegede hår. Plus alt kort. Ligner mest sin far.
Alexandra: Har altid lidt leopard på. Ligner mest sin mor.

Peaches og Pixie Geldof
Hvem: Klummeskribenten og tv-værten Peaches, 22 år, og modellen og sangerinden Pixie, 21 år. De har en helsøster mere, Fifi, og en halvsøster, Tiger Lily, som er datter af deres mor, Paula Yates, og INXS-forsanger Michael Hutchence.
Fællestræk: Deres hår er farvet i en eller flere farver, makeuppen er ikke just diskret, og de ser altid lidt festslidte ud. Som de sikkert også er. For mest kendt er de i virkeligheden for at fyre den af i Londons natteliv. De gør, hvad der passer dem - også stil-wise. De blander alt og meget uden skelen til kedelige regler. Anarchy in the UK. Hænger ud med it-girls som Alexa Chung, Alice Dellal og Daisy Lowe.
Peaches (th.): Flest tatoveringer. Gravid - venter sit første barn med musiker Thomas Cohen.
Pixie: Flest smykker - inklusive piercinger. Har lavet kampagner for CNC Costume National, Henry Holland, Levi's og Pringle.
