Rick Owens overraskede alle i Paris!

Kæberne hang, da Owens sendte 40 robuste, stepping dansere ned ad catwalken i hans nyeste design

Rick Owens er ikke bange for at overraske, bryde tabuer eller chokere. Ingen var dog forberedte på det show, som han leverede i Paris i denne uge.

Owens har tidligere været beskyldt for at benytte ultratynde modeller, men denne gang lod han robuste dansere marchere og danse henover catwalken i et fashionshow to remember. Inspirationen til showet havde han hentet i stepping, der stammer fra de afro-amerikanske gymnasier og er en form for stepdans, cheerleading og millitære øvelser. I de sidste fem måneder op til showet har Owens og hans team arbejdet med forskellige stepping hold, hvilket udmundede i et show på catwalken udført af 40 udvalgte dansere fra disse hold med en god portion attitude, selvtillid og en velkoreograferet dans.

Man var ikke i tvivl om, at tøjet var lavet til at bevæge sig i. Kollektionen havde mindre af hans velkendte Goth til fordel for kampsportselementer. Hans draperinger og lag på lag-looks var dog stadig at spotte. Det hele tilsat sneakers fra hans samarbejde med Adidas.

Om showet sagde Owens: “Vi afviser konventionel skønhed - skaber vores egen skønhed" og "min æstetik har altid handlet om en amerikansk fortolkning af europæisk glamour. At sætte disse piger på den parisiske catwalk var en kulmination af alt, hvad jeg gør."

Hvor må det have været vildt at sidde der som tilskuer og forvente, at man skulle se noget helt andet, end det man blev præsenteret for. Hatten af for det. Begejstringen i salen var heller ikke til at tage fejl af: Rick Owens havde ikke bare overrasket, men også leveret.

Se showet fra første række her: