
Skønhedsredaktøren: Ét look fra modeugen gav mig håb
En noget anderledes modeuge er netop overstået, og Costumes skønhedsredaktør ser tilbage på det hår- og makeuplook, hun håber former fremtiden.
Af — 06. februar 2021Den københavnske modeuge er netop løbet af stablen, hvilket er lidt af et mirakel, når man tænker på, at den blev afholdt i en tid præget af covid-19-restriktioner. Heldigvis kunne modeugen gennemføres digitalt, og her blev vanen tro præsenteret nye tendenser inden for både mode og skønhed.
For Costumes skønhedsredaktør er det særligt makeuppen – og især ét look – som har gjort indtryk.
Lysegrøn optimisme
‘Håbet er lysegrønt’. Sådan lyder en gammel talemåde, som under modeugen skulle vise sig at være mere ultrarelevant. I en tid, hvor der er ikke er meget andet end aflysninger, restriktioner og bidende kulde udenfor, viste de danske modebrands alligevel optimistiske takter for fremtiden. Det kom ikke bare til udtryk i farverne på tøjet, der bød på blandt andet lilla, grøn og orange, men i særdeleshed også i makeuppen, hvor lysegrøn øjenskygge var en populær genganger. Det vidner om en kollektiv tro på, at vi en dag igen vil blive sluppet løs, og at joggingtøj og fedtet hår (forhåbentligt for bestandigt) skal erstattes af farvestrålende grønne øjenlåg og pink læber, som set hos Rabens Saloner og Baum und Pferdgarten.