Modeugen: Bagvendt – baglæns – backstage

Ugens klumme handler om, hvad der sker, når Naomi Campbell stjæler ens kjole

7. august 2015 af Sara Maria Dyrberg

Ugens klumme er skrevet af Sara Maria Dyrberg, der har en lang modelkarriere bag sig. I anledning af den københavnske modeuge, tager hun et tilbageblik på mindeværdige – og absurde – hændelser fra sin modelkarriere.

Det er efterhånden utallige shows, jeg har lavet globalt, og hvis jeg skal huske et, der står ud, var det dengang, Naomi Campbell under Melbourne Fashion Week nægtede at gå på scenen, inden hun og jeg havde byttet kjole.

Hun var vigtigere end jeg (alligevel), så jeg tabte forudsigeligt nok kampen – og fik hendes kjole på. Det var en lille, stram, sort sag med dyb, dyb V-udskæring. Så dyb, at den gik et godt stykke ned under navlen. Den var super flot, men eftersom jeg aldrig har haft så meget barm at prale af, var der ikke rigtig noget til at holde kjolen “fast”.

Det resulterede i, at jeg gik ud på podiet med en kjole, jeg ikke kunne bevæge mig to skridt i uden at den åbnede sig ­– helt. Jeg gik med brysterne frit fremme, hele turen rundt på podiet med et publikum, der rejste sig og piftede og klappede. Tak, Naomi, din guttermand!

Men karma er en sjov lille bandit. Der var kjole-balladen. Så nægtede hun at tage trapperne, så der måtte laves en alternativ, afspærret rute specielt til hende. Senere nægtede hun at stå i line up med os andre modeller (det er åbenbart vigtigt ikke at kigge på Naomi Campbell, særligt ikke direkte i øjnene), så hun skulle have en lille rumdeler mellem os og hende – alt imens hele Australiens modebranche og presse sad og døde af sult og kedsomhed, mens de ventede.

Jeg var inde at se mit første modeshow, nogensinde, under sidste modeuge. Klart at det var sjovt (og på tide) at se et show ‘forfra’, men det var også helt mærkeligt afslappende, for backstage er der altid folk, der råber. Der er mennesker overalt og de har manisk travt. Og man løber. Løber for at nå make up’en. Og at få lavet hår. Og til fitting. Og gangprøve. Og løber fordi... man har glemt hvorfor man løber, man løber bare, for man ved at man har travlt, og at det er meningen, at man skal være stresset.

Men som tilskuer er man ikke stresset. Man har hvidvin og smalltalker upersonligt med folk, man ikke har set siden forrige modeuge. Og så kigger man på hinanden. Meget. Modeugen er nemlig fuld af fabelagtige mennesker, med fabelagtigt tøj, der alle konkurrerer om at være mest fabelagtige. Eller mest outrerede. Eller bare dyrest.

Blandt publikum er også med garanti et taske-hierarki-ræs. Det er ret sjovt at ‘tælle’ taskerne til disse typer arrangementer. Damerne skal altid vise deres vigtigste tasker, og det er en glimrende måde at lære, at identificere de forskellige mærker på. Lidt ligesom når børn lærer de forskellige bilmærker.

Tilbage til mit første modeshow ...

Her stod jeg og drak hvidvin og sludrede og nød synet af den uskrevne hvem-ser-vildest-ud-konkurrence, mens jeg ventede på, at showet skulle starte, og jeg kunne ikke lade være med at drifte lidt og tænke på, hvad der mon skete backstage i samme sekund.

Jeg ved, at der er rygende modeller og kaffe. Og de store spande fulde af slik som ingen snakker om. Jo, rigtige modeller ryger smøger. Og spiser Matador Mix. Der er mærkelig prestige i at være en slikspisende model, der tåler den slags. Så man er ‘naturligt’ tynd. Modeller spiller simpelthen smarte med at spise Haribo. Det er bizart.

Foto: Privat arkiv / Sara Maria Dyrberg

Jeg kunne ikke lade være at tænke på om råberiet og løberiet mon allerede var gået igang backstage ... eller om de allerede stod linet up i første sæt klar til at gå i for små sko, der allerede gør ondt langt inden showstart.

Jeg kigger mig rundt og undres over, hvor alle de gamle grise kommer fra. Dem, der altid dukker op til modearrangementer og de fester, hvor der er modeller og andet revl og krat fra modebranchen. Nogle af dem kender man halvt fra medierne, resten ved ingen præcis hvad laver, men det er nok noget vigtigt, så der bliver hilst og kindkysset alligevel. 

Showet starter, og selvom det er langt kedeligere end at være med ude bagi, og selvom jeg ikke er imponeret over tøjet, og selvom jeg ER imponeret over graden af cirkus, så drømmer jeg mig alligevel backstage til larm og råben og skubben.

For modeuge er jo sjov, både forfra og bagfra, og modellerne er fantastiske. Om ikke andet tør de rende rundt på stylter i ganske uklædelige klude, de ikke selv har valgt, og de ligner alligevel en million. På trods af sult og vabler, rygerlunger og Matador Mix i maven.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...