Mode

Om glimt på sociale medier

Hvad sker der, når man deler de små, ægte øjeblikke fra sit liv uden filter på Facebook? Det har digital modechef, Camille Berner, sat sig for at teste

Af 
Camille Berner
 — 24. april 2015

I denne måned har jeg jubilæum: et år uden Instagram.

Jeg har selvfølgelig adgang til mediet via Costume, Stylista og Magasinet Liv, men som privat person har jeg ærlig talt svært ved at gennemskue, hvordan snaps fra min hverdag på nogen måde kunne interessere andre. For eksempel sidder jeg lige nu i fjerntoget fra Vedbæk, og er nået Østerport station. Manden, der sidder overfor mig, kigger på sin iPad, og udenfor er der gråt. Næppe et øjeblik, der er værd at forevige.

Jeg har i stigende grad undret mig over menneskers behov for selviscenesættelse af selv de mindste øjeblikke på Facebook og Instagram – Snapchat forstår jeg slet ikke. Flere unge og seje mennesker har forsøgt at forklare mig det, men jeg kan simpelthen ikke se pointen. Og når man undrer sig og ikke forstår, må man åbne sit sind, 'go with the flow' og se, hvad der sker, når man åbner op.

For hvem har lyst til at være en indestængt gammel prut? Og slet ikke en indestængt gammel prut der i denne måned kan fejre 10 års-jubilæum i arbejdet med online medier.

Dog måtte jeg finde et passende medie for mig til dette forsøg. Hvor ville netop jeg ramme bredest ud med mine hverdagsbanaliteter? Svaret lå lige for, for på Facebook har jeg samlet mere end 800 utrolig nære venner. Mon ikke de – nu hvor de jo er mine venner – interesserer sig for, hvad der sker i min hverdag?

Så nu var det bare om at komme i gang med mit forsøg, som i sin enkelthed gik ud på at dele små øjeblikke fra mit ægte liv. Ingen kager, ingen brunch, ingen solnedgang, ingen nyudsprungne kirsebærtræer. Ville det overhovedet været interessant? Ville folk forstå og stadig være mine venner? Stadig synes jeg er sej og interessant (det ved alle jo, at jeg er)? Se hvordan det gik mig her.

Jeg startede ud i det små. Dan Jørgensen kan alle forholde sig til:

Jeg prøvede at være lige dele sjov og klog på én gang. ”Se mig, jeg ved, vores nationalret er stegt flæsk, og at Dan er ham med de sammenknebne øjne”-agtig.

UPDATE 1
Nogle dage gik, og jeg tænkte at prøve at beskrive flere følelser. Og alle ved, at vrede og sociale medier går sammen som Henrik og Margrethe. Heldigvis kan man altid regne med SAS til at frembringe vrede. Mit morgenfly til Paris var aflyst og rykket til klokken 17, hvilket fremkaldte denne opdatering:

UPDATE 2
Heldigvis kunne en Facebook-ven informere mig om, at Kim Kardashian var blevet meeeget lyshåret, så i det mindste var de ekstra timer i Danmark ikke 100 % spildt. Let’s face it – jeg havde ikke haft tid til at undersøge og stalke på hendes frisure i den grad, jeg pludselig havde, hvis jeg havde rendt rundt nede i Paris.

Nu havde jeg prøvet både Dan Jørgensen-humor og vrede, så det næste måtte være at bruge min vennemasse til at blive klogere:

UPDATE 3
Men de kunne ikke hjælpe mig, og jeg forblev uvidende på Zara (det rigtige svar er desuden, at de åbnede i fredags).

Episoden var lidt skuffende, og et par dage efter forsøgte jeg igen – denne gang i anledning af, at min mobil havde fået smadret skærmen:

UPDATE 4
Tak for hjælpen siger jeg bare. Min skærm er i øvrigt ikke blevet fikset endnu, for jeg ooorker det ikke. Hvorfor skal det være så besværligt?!

Nå, men min sidste og afsluttende update omhandlede noget, der virkelig lå mig på sinde:

Konklusionen på dette er, at jeg nok aldrig havde husket, at jeg havde set Dan Jørgensen i lufthavnen, hvis ikke jeg havde lavet en opdatering omkring det. Og det kan jeg kun være glad for.

Tak til mine Facebook-venner for at agere forsøgskaniner uden deres viden.

Relaterede artikler