Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Q&A med Louise Lasson fra Weekday

Næste uge lancerer Weekday deres forår/sommer-kollektion 2016, og i den anledning har vi taget en snak med brandets dygtige designteam

Det populære svenske highstreet-brand Weekday er endnu engang klar med en superflot og lækker kollektion, som helt sikkert vil blive populær blandt de mange modeelskende kvinder dette forår.

I anledningen af den nye SS16-kollektion har Costume valgt at tage en snak med Louise Lasson, Weekdays kreative direktør, samt designerne bag kollektionen, for at høre om inspirationen, de største trends til den nye sæson, og meget mere.

Læs den spændende Q&A her, og glæd dig til at få fingrene i det flotte tøj allerede fra næste uge.

Hvad er inspirationen bag denne kollektion?

“Vi har ladet os inspirere af forholdet mellem kroppen og det tøj, der dækker den. Vi eksperimenterer med balancen mellem at være påklædt og ikke påklædt og imellem stort og småt.

Vi vender altid tilbage til kontraster som et middel til at skabe dynamik i kollektionerne, og denne sæson har vi ladet de ekstra lange silhuetter møde de helt korte, og det meget tynde møde det massive – altsammen i håbet om at skabe modige kombinationer.”

Hvad er dit yndlings item fra kollektionen?

“Både Philly-jakken, Isla-nederdelen og Turtle-lædertoppen er alle fantastiske, fordi de er så brugbare.

Jeg elsker ligeledes den oversized Plot-denimjakke, som er i en ekstra forvasket blå nuance, og jeg vil bruge den under den beige trenchcoat. De mælkebøttegule læderitems er også perfekte til at bryde silhuetterne i et outfit.

Papirtasken, Flow-øreringene og klips er desuden mine yndlingsaccessories, da de er perfekte til at skabe kontrast.”

To af Louises yndlings items fra kollektionen: Den smukke Turtle-lædertop og Isla-nederdelen.

På hvilken måde afspejler kollektionen Weekday-ånden?

“Til dette forår har vi forsat arbejdet på at udvikle vores koncept samt at strømline vores æstetik og vores DNA.

Vi arbejder med kontraster og proportioner for at skabe tøj, som er både alsidigt og dynamisk. Vi fokuserer på simple men stadig legende stoffer, der kan bruges som en base til noget, der kan overraske, og muliggør at vores kunder kan skabe deres helt egen personlige stil og udtrykke sig derigennem.”

Hvad spår du bliver de tre største tendenser til forår/sommer 2016?

“Vi ser foråret som en unik mulighed for at bruge lag på lag og bryde grænserne mellem stort og småt. Denne sæsons dekonstruerede items hænger over eller falder af kroppen, hvilket bryder silhuetten og skaber en collage-effekt.

Oversized overtøj, som denimjakker og forårs trenchcoats, er essentielle i vores forårslook. De er overdrevet i håbet om at vise noget mere spændende og afslørende nedenunder.

Vi tror desuden rigtig meget på vores meget udvaskede (også kaldet ‘stonewashed’) denim. Vi ser dette som værende utroligt alsidigt, hvor det kan bruges sammen med både klare farver såvel som grå nuancer – to farvepaletter, vi arbejder meget med denne sæson.”

På hvilken måde adskiller denne kollektion sig fra tidligere Weekday-kollektioner?

“Det er en mere legende kollektion med flere styling- og lagringsmuligheder. Vi vender ofte tilbage til modpoler, i forhold til både størrelse og tekstiler, men denne sæson har vi taget det et skridt videre.

Derudover har vi arbejdet med at sløre grænserne mellem maskulinitet og feminitet, som eksempelvis ses i den førnævnte leg med proportioner.

Vi har desuden benyttet nye tekstiler, som sølvbelagt- og papirinspireret bomuld, som er slående kontraster til vores læderitems. Derudover skaber det skinnende sølv kontrast til det mælkebøttegule dametøj og græsgrønne herretøj.”

Hvilken kvinde henvender den nye kollektion sig til?

“Denne kollektion, ligesom alle vores kollektioner, er til alle, som kan lide den og som kan se sig selv i tøjet.

Vi håber, at vi ved at skabe inspirerende kollektioner, som har en skarp og klar æstetik, kan opfordre både mænd og kvinder til at skabe deres egen unikke stil.”

Er der en bestemt kvinde/person der inspirerer dig?

“Vi er inspireret af både stærke kvinder og mænd. Individer som er autentiske, og som har deres egen distinkte stil og personlige integritet.”

Kan du beskrive den nye kollektion med tre ord?

“Legende, kontrastfyldt og alsidig.”

Mere om Mode? Få Costumes nyhedsbrev