©

Q&A med Olivia von Halle

Hun har netop lanceret en brudekollektion i samarbejde med Net-a-porter.com, og vi har mødt hende til en snak om pink catsuits, romantik og oldemødre

I 2011 lancerede Olivia von Halle sin første kollektion af delikat, feminint lounge- og nattøj, inspireret af 20'ernes kvinder, som nu forhandles på Net-a-porter.com. Med udgangspunkt i barndomsminderne om en glamurøs oldemor, har von Halle nu skabt en eksklusiv kollektion af klæder til bryllupsmorgenen, rejsen og natten, og vi har mødt hende til en snak om hendes egen store dag og en noget speciel brudekjole.

FORTÆL OS LIDT OM DIN CAPSULE BRUDEKOLLEKTION FOR NET-A-PORTER.COM “Lige siden Olivia von Halle blev lanceret i 2011, har kommende brude shoppet fra vores mainline kollektion. Nogle er vilde med at være iført vores kimonoer om morgenen på bryllupsdagen, mens de får lagt deres makeup og sat hår, mens andre vælger vores silkepyjamas med personligt monogram eller vores sæt med shorts og camisole som et pikant indslag på bryllupsrejsen.

Samtidig har vi samarbejdet med Net-a-porter.com om eksklusive print og farvesammensætninger på vores signaturstyles gennem de sidste par sæsoner, så at skabe en eksklusiv brudekollektion med dem føltes helt naturligt. At arbejde med en så fantastisk partner som Net-a-porter.com har givet os friheden til at slå os løs og bruge de mest udsøgte blonder og couture-teknikker til at skabe smukke kreationer, som vi er virkelig stolte over."

ER DU GIFT, OG HVIS JA, HVAD HAVDE DU PÅ? “Jeg blev gift, da jeg var 24, og min mand var 23 – vi havde mødt hinanden til et rave i London, og var begge ret vilde og glade for at feste. Det var svært for mig at finde en brudekjole, som føltes rigtig på det tidspunkt i mit liv, så jeg fik en ven til at designe en kjole til mig. Året var 2008, og catsuiten havde netop gjort sin entre i modebilledet, så jeg endte med at blive gift i en helt stram, pink catsuit med store, strukturerede skulderpuder, en dyb udskæring og åben ryg. Jeg tror, alle var ret chokerede!

Da jeg præsenterede min brudekollektion for mine venner, blev de meget positivt overraskede over, at jeg havde skabt sådan en elegant, feminin kollektion taget i betragtning af, hvad jeg selv blev gift i! Jeg må dog erkende, at min stil har udviklet sig en del, siden jeg blev gift for syv år siden, og jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne blive gift igen nu. Denne kollektion er dog anvendelig, om du skal giftes eller ej, så det bliver ikke nødvendigt med et frieri i denne omgang."

FORTÆL OS EN SMULE OM, HVAD DU FORVENTER AF DIN NYE KOLLEKTION “Da jeg voksede op, elskede jeg at lytte til historier om, hvordan min smukke og glamurøse oldemor havde brugt sine teenageår på at sy sin egen bryllupsgarderobe. Det var en smuk kollektion bestående af silkenattøj, lingeri og tøj, som altsammen blev gemt i en gammel trækasse, som hun planlagde at tage med til sit nye hjem, når hun blev gift – hun var frygtelig romantisk og plejede at kigge i kassen med jævne mellemrum og drømme om sit fremtidige liv.

Jeg blev inspireret af denne idé om at starte sit gifte liv med en ny, smuk kollektion af styles, der kan bæres på bryllupsdagen, bryllupsrejsen og ind i det nye liv som gift kvinde. Naturligvis har den moderne kvinde ikke tiden eller motivationen til at sidde hjemme og sy, så jeg ønskede at skabe alt, den moderne brud har brug for i sin bryllupsgarderobe; en silkepyjamas til romantiske billeder fra morgenen på bryllupsdagen, en smuk chemise med franske blonder til bryllupsnatten, en elegant kåbe der kan tage manden med storm på bryllupsrejsen og nogle pikante accessories."

HVAD ER ET MUSTHAVE FOR ENHVER BRUD FRA DIN NYE KOLLEKTION? “Jeg synes at den fine Ava-pyjamas ville være perfekt at have på om morgenen, mens hår og makeup bliver ordnet – eventuelt med monogram i form af de nye initialer."

HVAD BØR ENHVER BRUD HUSKE PÅ DEN STORE DAG? “Min mand og jeg sneg os væk i en halv times tid fra receptionen for at drikke champagne og reflektere et øjeblik over dagen. Det er sådan en spændende og hektisk dag, og det var så romantisk at stikke lidt af fra alle og have et øjeblik for os selv – det vil jeg anbefale til alle der skal giftes; gem en flaske champagne et sted og så afsted!"

Hele kollektionen kan findes lige her.