Se Chanels smukke hyldest til bæredygtig mode
Kom eksklusivt med backstage til Chanels haute couture-show, og se alle detaljerne i Karl Lagerfelds imponerende design
AfI disse dage afholdes Copenhagen Fashion Summit, som er en konference med talere fra hele verden, der sætter fokus på bæredygtig mode. I den forbindelse vil vi gerne vise jer Karl Lagerfelds måske sidste couture-kollektion for Chanel, som netop er en overdådig hyldest til økologi, bæredygtighed og farven beige.
Ud over at bruge nuancer som ecru, elfenben, lys mocca og sand har designeren eksperimenteret med naturmaterialer som kork, bast, hør og træ i både tøjet og accessories.
Kom eksklusivt med backstage, og se nogle af de mest imponerende look og detaljer fra en af verdens dygtigste designere og hans team.

Bæredygtighed
“Alt lige nu handler om bæredygtighed, men der er aldrig nogen, der har lavet det på en virkelig luksuriøs måde. Jeg kunne lide idéen om at tage bæredygtighed skridtet videre og skabe high fashion,” siger Karl Lagerfeld.
Den smukke bomberjakke, som modellen Edie Cambell bar til showet, har taget 1.100 timer at kreere.

Beige nuancer og smukt håndværk
Om kollektionen siger Karl Lagerfeld:
“Gabrielle Chanel var dronningen af beige, men jeg har aldrig lavet en beige kollektion som denne – der er ret mange beige kjoler …
Håndværket er fantastisk. Jeg forstår ikke, hvordan syerskerne har tålmodigheden. Jeg er dybt fascineret og har ingen anelse om, hvordan de kan gøre det. Det er let nok for mig at sige: ‘Lad os gøre det, lad os gøre det’, men der er jo nogen, der rent faktisk skal gøre det.”

Detaljerne
Man tror det ikke, men de små, fine detaljer på kjolen og cardiganen som Gigi Hadid bærer er lavet af træ og derefter håndmalet.
Om valget af træ siger Karl Lagerfeld:
“Jeg havde lyst til at lave smukke dekorationer og broderier af træ og strå. Vi blev nødt til at lave dem selv, for de fås ikke i de materialer. Normalt laver man dekorationer og broderier af materialer, der allerede findes.”

Håret og makeuppen
Frisuren, der har fået kælenavnet Chanel Croissant, er inspireret af Picassos skulptur Head of a Woman fra 1932. Smuk, moderne og elegant.
Makeuppen var kreret af makeupartist Tom Pecheux, som var inspireret af Kleopatra og havde skabt en hvirvel af sort kohl, der indrammede modellernes øjne.
