
Denne hat er forårets svar på elefanthuen – og du kan selv lave den
Har du set hatten, som bliver båret af flere og flere seje kvinder på Instagram?
Af Emma-Sofie Kring Suner — 16. marts 2021
Mens vinterens hatte-tendenser talte den elegante beret, den varme elefanthue og senest kysen, har en ny tendens nu gjort sit indtog i garderoberne hos en lang række stilfulde kvinder.
Hatten, vi ser hyppigere og hyppigere på blandt andet Instagram, taler sig ind i en hjemmegjort tendens, hvor strik og hækling præger alt fra striktrøjer og veste til interiørfund – og nu også hatte. Forårets hatte-tendens er nemlig en nyfortolkning af bucket-hatten, bedre kendt som bøllehatten, hvor formen, som vi kender den fra den klassiske hat, er bevaret – men denne gang er hatten hæklet.
Blandt andre Lulu Kaalund har med sine hæklede items for alvor bevist, at hækling er meget mere og andet end blot mormor-tæpper og karklude, og gennem de seneste sæsoner har det flotte håndarbejde ikke været til at overse i modebilledet.
Der er efterhånden flere og flere stilfulde kvinder, som har delt billeder med hæklede hatte på Instagram, og det giver anledning til at overveje, om det måske bliver forårets og sommerens svar på elefanthuen?
Shop tendensen
Hvis du har fingersnilde og allerede er dus med hækleteknikken, kan du nemt give dig i kast med at lave din egen hæklede hat. Er teknikken endnu ikke på plads, har vi nedenfor fundet et par udgaver, der er på hylderne nu.
Kan indeholde reklamelinks