Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Der er masser af fine vintagebutikker i både New York og Berlin. Her er vi i bydelen Kreuzberg i det gamle Østberlin.

Vintageshopping i New York og Berlin

Anne skal på påskeferie til Berlin og en tur til New York til sommer, og hun har spurgt Miss Costume om tips til gode vintagebutikker

Hej Miss Costume

Jeg skal til Berlin i påsken og til New York til sommer, og jeg vil gerne vide, hvor jeg finder de bedste vintagebutikker i de to byer?

Med venlig hilsen Anne

Kære Anne

Det lyder da skønt med en tur til to af Costume-redaktionens egne favoritbyer. Og netop de to byer er rige på vintagebutikker for enhver prisklasse.

New York: I New York er især bydelen East Village kendt for sine mange vintagebutikker. Tokio 7 indeholder trods sit diskrete ydre lækre designerfund fra blandt andet Prada, Marni og Diane Von Furstenberg. Screaming Mimi's er en af stilikonet Peaches Geldofs yndlingsbutikker. I den store vintagebutik finder du tøj fra 1950'erne til 1980'erne inddelt efter farve, og her er masser af kjoler, pailletjakker, smykker og solbriller. Er du til smykker og andre fine accessories, er det Cobblestones, du skal forbi, og er vild med solbriller så smut forbi Fabulous Fanny's. Der er dog også vintagebutikker andre steder i byen, som især er gode, hvis du er til luksusvintage. Vintagebutikken på West Broadway What Comes Around Goes Around har udlånt tøj til både Sex and The City og filmen The Devil Wears Prada, og her kan du finde fine jakker fra Chanel og Givenchy. Endelig er der butikken Resurrection, som indeholder vintagefund fra Hermes, Gucci og Chanel. De to sidstnævnte ligger dog begge i den lidt dyre ende.

Screaming Mimis, 382 Lafayette Street, www.screamingmimis.com

What comes around goes around, 351 West Broadway, www.whatcomesaroundgoesaround.com

Resurrection 217 Mott Street

Tokio 7, 64 East 7th Street

Cobblestones, 314 East 9th Street (lukket mandag)

Fabulous Fanny's, 35 East 9th Street, www.fabulousfannys.com

Berlin: Berlin er som sådan ikke den allerstørste shoppingby, men netop vintage er byen dog rig på og ofte til rigtig gode priser. Vi har suppleret vores egne favoritter med et par gode butikker fra guiden Min by Berlin af forfatteren Sidsel-Jo Gazan, som har boet i Berlin i mange år. Bydelen Kreuzberg er klart den mest interessante, hvad angår vintage. I en baggård i Bermannsstrasse ligger på 1. sal ligger vintagemekkaet Colours Kleidermarkt, som har et overvældende udvalg og er meget specifikt inddelt i farver og stil. Du slipper derfor for at stå med hovedet begravet i timevis i ildelugtende mormorunderkjoler for at finde en cool, kort jakke. I sidegaden Solmstrasse finder du den lille genbrugsbutik Golden Trash, hvor du trods butikkens beskedne udvalg kan være heldig at gøre et scoop af et vintagefund. Bevæger du dig til den hyggelige bydele Prenzlauerberg, som også byder på et væld af barer og cafeer, så sæt god tid af til et besøg i Humana Second Hand. Her kan du boltre dig i intet mindre end fire etager med vintagetøj i overskuelig orden efter farve og kategori. Endelig er området mellem Alexanderplatz og Rosa-Luxemburg-Platz fyldt med gode butikker - både med vintage og nyt tøj. Især Alte Schönhauser Strasse og sidegaderne til denne er værd at kigge forbi.

Colours Kleidermarkt, Bergmannstr. 102, Berlin

Golden Trash, Solmstrasse 29, Berlin

Humana Second Hand, Frankfurter Tor 3, www.humana-second-hand.de

Vi håber, du får nogle rigtig gode storbyferier med masser af fantastisk vintageshopping.

Kærlig hilsen Miss Costume

Se flere svar fra Miss Costume - klik her

Skriv til miss@costume.dk