Grøn powersalat med hjemmelavet pesto
En salat er ikke bare en salat, og denne variant med edamamebønner og hjemmelavet pesto med basilikum og hvedegræs må du bare prøve
AfDenne grønne powersalat er proppet med alt det gode, der sikrer, at du får et mættende og ikke mindst nærende måltid.
Den er blandt andet sprængfyldt med vitaminer, mineraler, fiber, plantebaseret protein, sundt fedt, jern og kalcium.
Salaten er fyldt med bid og smag i sig selv, men jeg vil virkelig anbefale at servere den med denne hjemmelavede pesto, der er lækker cremet og giver et ordentligt boost til smagen.
Salaten rækker cirka til fire personer som tilbehør eller to portioner som hovedret.

Ingredienser
1 dl quinoa, tilberedt i henhold til instrukserne på pakken
2 gode håndfulde spinat*
2 gode håndfulde grønkål*, masseret
2 dl edamamebønner, pillede
2 stængler forårsløg, finthakket
2 spsk hampfrø – kan udelades
1 avocado, skåret i tern
75 g feta, smuldret eller skåret i tern
*Den ene kan nemt erstatte den anden
Basilikum og hvedegræs-pesto:
40 gram pinjekerner
1 basilikumplante – ca. 3 store håndfulde
1/2 dl olivenolie
Saft fra ¼ citron
40-50 g fintrevet parmesan
1/2 - 2 fed hvidløg (tilpas mængde til din smag)
1 tsk hvedegræspulver eller lignende, fx spirulina, matcha etc. – kan udelades
Salt og peber

Fremgangsmåde
Start med at lave pestoen ved at tilsætte alle ingredienserne i en foodprocessor eller minihakker (en blender vil nok også kunne bruges). Blend indtil du har en lækker og cremet pesto.
Smag den til og tilsæt eventuelt ekstra salt, peber eller olie. Hæld den over på et glas, og sæt den til side.
Lav derefter salaten klar ved helt enkelt at mixe alle ingredienserne sammen – tilsæt også 2 spiseskefulde pesto, og vend salaten godt.
Servér salaten med ekstra pesto ved siden af, så hver enkelt selv kan styre, om de de vil have ekstra pesto på.
Hver tirsdag vil du her på Costume Fit finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER
