Sådan styler du dine læderbukser
Læderbuksen har fundet vej ind i modebilledet dette efterår, og hvis du mangler inspiration til stylingen, så se med her
AfRock chic
Hvis man var ung i 90'erne, så husker man helt sikkert også grunge-bølgen, og alt hvad der dertil hørte af ternede skjorter, slidt denim og rå accessories. Dette efterår har grunge-bølgen igen fundet vej ind i modebilledet, og mange af de store modehuse har ladet sig inspirere af ikoner som f.eks. Kurt Cobain.
Derfor skal du ikke være bange for at slippe din indre rock chick løs, og hoppe i et par rå læderbukser dette efterår. Kombinér med en ternet skjorte, rå accessories og masser af rød læbestift i bedste grunge-stil.

Elegant minimalisme
På catwalken hos bla. Chloé og Celine var der masser af smukke, enkle looks at finde dette efterår. Silhuetterne var voluminøse og holdt i kølige, afdæmpede farver - et tidløst look der let kan genskabes.
Kombinér en løstsiddende læderbuks med sæsonens lækre strik og tilføj få, enkle accessories. Viola!

Røde stænger
Hvis du ikke er farveforskrækket, så kast dig ud i et par røde læderbukser - det kan nemlig være super flot, hvis man tør.
Når du er hoppet i et par røde bukser, så vær ikke bange for at lege med resten af outfittet. Røde bukser behøver ikke at betyde, at resten af outfittet skal være neutralt - tværtimod. Skab sjove kontraster i form af maskuline accessories, feminine snit og print.

Monokromt
Sort og hvid er smukt hver for sig, men næsten endnu smukkere sammen. Det monokrome look er en tidløs klassiker, og læderbuksen kan sagtens indgå i et moderne, monokromt look.
Vælg et par culottes, som disse fra Topshop, og kombinér med en hvid skjorte i et anderledes snit. Tilføj få, markante accessories til looket - det er vigtigt at vælge de rigtige accessories, da det er dem, der gør den store forskel i helhedsbilledet.
