Budgetkøb: "Denne pudder har jeg altid med mig på farten"

Uanset størrelsen på tasken, har Costumes Digitale Redaktør altid en makeuptaske med sig på farten, som indeholder et nøje kurateret udvalg af produkter, der kan fikse de fleste makeup-kriser. Et af produkterne er en prisvenlig pudder, der "bare gør det, som en pudder skal kunne".

"Jeg er den type blandt mine veninder, som altid har dét, de lige står og mangler – især når det kommer til makeup. Jeg kan godt lide at være super forberedt på enhver tænkelige makeup-krise, så de produkter jeg har med mig på farten er nøje gennemtænkt. Et produkt som har haft en fast plads i min makeuptaske igennem lang tid er en pudder fra Maybelline. Der er egentlig ikke noget magisk over den, men den gør bare det, som en pudder skal kunne (hvis du spørger mig) – nemlig at mattifisere og dække. Jeg har fået flere af mine veninder til at elske denne pudder lige så meget, som jeg selv gør."

"Når det kommer til produkter, som en pudder, er det vigtigt for mig, at den ikke koster en bondegård, fordi det er et produkt, som jeg relativt hurtigt bruger op og skal købe igen. 'Fit me' pudder fra Maybelline koster 50 kr. – så det må siges at være prisvenligt."