4 frisurer, der bliver fremtidens nye klassikere
Snart vil disse look være mindst lige så populære som pagen, det korte pixie-hår eller The Rachel
Af — 12. november 2019Tiden har vist os, at nogle frisurer forbliver chikke, uanset skiftende tendenser, heriblandt pagen eller langt 60’er-inspireret pandehår.
Nu er vi klar til at udvide listen over klassiske frisurer, da vi tror på, at disse fire look vil være mindst lige så relevante om ti år, som de er i dag.
Psst ... Her er Danmarks bedste frisører i København, Århus, Odense og Aalborg

Glashår
Glat hår er ikke et nyt fænomen. Tænk bare tilbage på start 00’erne, hvor sangerinden Avril Lavigne indtog MTV iført kulsort eyeliner, slips og hår, der var så lige, at man havde hende mistænkt for at glatte det med et strygejern. Men hvor det glatte hår dengang så tørt og en anelse afbrændt ud, er det i dag blankt som glas, og går derfor under navnet glashår. Frisuren opnås ved hjælp af et glattejern, glinsende silikoneprodukter og hårolier. Ligeledes er det vigtigt, at spidserne er helt nyklippede, da spaltede ender ikke er en del af spejlblanke look, der er kommet for at blive.

The Lob
Engang var det den skarpe page, der styrede verden, men den har i dag måtte se sig overgået af the lob. The lob er længere og mindre skarp, hvilket giver en mere alsidig korthårs frisure, som passer til flere hårtyper og kan ende helt nede ved kravebenene.

Iøjnefaldende farver
Skiftende hårfarver har altid været en del af hårmoden, men i dag kan vi farve med nuancer, der varer i et par dage – eller kun et par timer. Det giver mulighed for at eksperimentere, og det er særligt de lyserøde og rosa nuancer, som efterhånden kan kaldes vedvarende klassikere, når håret skal matche outfittet.

Undone bends
De klassiske festkrøller er gået fra proptrækkerkrøller til det, der kaldes for undone bends. Forskellen er, at man ikke krøller den sidste del af hårets længder, hvilket giver bølgerne et mere underspillet look. Frisuren kan laves med både et krølle- eller glattejern, alt efter din teknik, og bliver ofte endnu mere rå med lidt saltvandsspray eller tørshampoo i længderne.
