
Hollywood-hår på 5 minutter
Drømmer du om langt, fyldigt og glamourøst hår uden brug af ødelæggende extensions? Costumes redaktionschef har løsningen
AfJeg havde set en tegnefilm med tre prinsesser i. De havde hår, der nåede næsten ned til jorden, der var sat op i en høj, kraftig hestehale med masser af bevægelse i. Sådan en hestehale ville jeg også have. Jeg besluttede, at mit hår skulle være lige så langt som prinsessernes, før det skulle i nærheden af en hårelastik, og nægtede derfor min mor (til hendes store fortrydelse) at sætte mit hår op, fra jeg var seks til elleve år.
Håret blev aldrig så langt, og drømmen lever videre. Jeg har altid ønsket mig langt, tykt, bølget Hollywood-hår.
Derfor trængte henrykkelsen sig på midt i Hotel d’Angleterres fornemme lokaler, da jeg i august var til et presseevent for Balmain Hair. Her præsenterede det parisiske modehus deres hårprodukter og allerbedst: deres kollektion af hår. Huset står bag en samling ready-to-wear-hår, der fås i tre variationer – en dramatisk lang hestehale, du sætter fast i dit eget hår med en lille kam, en half wig, der sættes oven på hovedet og giver håret masser af fylde, og en hair dress, der er et stykke langt, løst hår, der sidder fast via en tynd snor rundt om hovedet og giver dit eget hår mere fylde og længde. Helt perfekt til en forsigtigmus som mig, der drømmer om extensions a la Beyoncé og Kim Kardashian, men er nervøs for at ødelægge mit hår med svejsninger og tyngde.
Senere, da jeg selv forsøger at sætte håret på, er det overraskende let. Der følger en pædagogisk instruktion med håret, der viser, hvordan du skal samle dit eget hår ovenpå hovedet og skjule snoren og det påsatte hår under det. Det tager mig ikke meget mere end fem minutter.
Jeg har også kastet min kærlighed på hestehalen. Den eksperimenterer jeg med en aften, efter at min datter er faldet i søvn. Det går også smertefrit, selv uden øjne i nakken. Du samler dit hår i en hestehale, sætter Balmain-hestehalen fast bag din egen hestehale med den lille kam, og vikler den dertilindrettede lok rundt om din hårelastik. Det er til gengæld sværere at få hestehalens lange hår til at blande sig naturligt med mit eget, lidt kortere hår. Det lykkes dog nogenlunde, da jeg tager et glattejern og en hårbørste i brug.
Glad tager jeg hestehalen på på arbejde dagen efter. Ved fyraftenstid føles den noget tung, og mine kollegaer har ærligt talt ikke fået lov til at se mig med den siden. Det bliver der snart lavet om på. For selvom Balmains hår ikke er udviklet til hverken lange arbejdsdage eller med den danske cykelkultur i tankerne, er det anderledes oplagt at hive ud af skabet og ned fra de små, nuttede bøjler, det hænger på, når det er tid til julefrokoster og nytårsfest. Både hår og hestehale bliver uden tvivl et sjovt, glamourøst element i min festgarderobe.