© Copenhagen Fashion Week Stine Goya

Stjernefrisør Cim Mahony: Denne korthårsfrisure er på vej tilbage

Cim Mahony har bemærket, at særligt én meget modig frisure pludselig er i høj kurs i blandt kunderne, og det er overraskende, da længden på denne frisure ikke er for alle.

Under den københavnske modeuge, der løb af stablen i august satte Skønhedsredaktør Marie Alkestrup en af Danmarks bedste frisører, stjernefrisør Cim Mahony, i stævne for at udfritte ham om fremtidige hårtrends samt for at få svar på, om skilningen i år skal være en midter- eller sideskilning?

Marie:
“Hvordan skal skilningen se ud, da der i år har været meget snak om, at sideskilningen vil overtage de fleste danske kvinders yndlingsstyling: midterskilningen?”

Cim:
“På mange måder handler det om, hvad er det for et signal, man gerne vil sende. Mange gange vil en midterskilning virke lidt mere ung og lidt mere casual. Den er måske lidt mindre seriøs."

"Når man har sideskilning, bliver det lidt mere business. Det bliver lidt mere voksent. For eksempel, da vi under modeugen skulle style de af modellernes hår, som bar jakkesæt til Stine Goyas show, var der pludselig stor forskel på de to skilninger. Når man bærer et jakkesæt med en sideskilning, bliver det mere advokatfrue, i modsætning til når vi satte håret i en midterskilning, hvor looket blev lidt mere cool, mere ungt. Det er nogle små nuancer, men der er virkelig forskel.”

Marie:
“Det er vel også derfor, at skilningen har været så stor et samtaleemne indenfor skønhedsverdenen, og særligt diskussionen om, hvorvidt man skulle sætte håret i en midter- eller sideskilning?

Cim:
“Ja, men heldigvis er vi jo i dag nået så langt, at vi ikke længere ‘dikterer’ trends.”

Marie:
“Men hvis jeg så alligevel skulle få dig til at pege på én trend indenfor hår, som du tror på for 2023? “

© Copenhagen fashion Week Stine Goya

Cim:
“Hvis jeg skal nævne én trend, udover at jeg i højere og højere grad ser folk tilvælge økologisk holistisk luksus, er det en frisure, jeg de sidste to år, har lavet på rigtigt mange modeller: Korthårsfrisuren. Den kan jeg se, at forbrugerne nu også er begyndt at lægge mærke til, fordi jeg får flere og flere, der ringer til mig og gerne vil være helt korthårede. Det begynder lige så stille at filtrere ud som en trend. Der er sket noget der, hvor jeg kan mærke, at det har ramt forbrugeren. Der er tale om den 60'er-inspirerede pixie-klipning. Den er på vej tilbage.”