Budgetfavorit: Denne bodylotion giver din hud en smuk solkysset kulør

Endelig en selvbruner, der ikke koster meget – og som giver selv den lyseste hud en naturlig og let tan.

© zara

Det behøver ikke være dyrt at blive brun uden sol. Hvis du ligesom os drømmer om en let og naturlig glød, når vejret om lidt tillader bare ben og arme, er selvbruner en nem måde at opnå netop det på.

Sun kissed body fra det svenske apotekermærke ACO er en såkaldt gradual selvbruner – altså en bodylotion med selvbruner-effekt. Du bygger gradvist farven op på huden, og på den måde kan du nemmere styre, hvor intens farven skal være. En anden stor fordel med en gradual selvbruner er, at det bliver nemmere at navigere udenom de såkaldte fake tan fails, hvor striber af selvbruner eller en uflatterende farve mest af alt giver dig lyst til at gemme benene langt væk igen.

Smør den på ren og tør hud, og lad den tørre helt ind i huden inden du tager tøj på, eller lægger dig i sengen, hvis du foretrækker at bruge den aftenen før. Og husk naturligvis at vaske hænderne. Det flotteste resultat får du, hvis du eksfolierer huden inden – dog behøver du ikke gøre det hver gang, hvis du bruger den flere gange om ugen. Den efterlader absolut ingen lugt af selvbruner på huden – derimod giver den masser af fugt i dybden og en smuk og let glød, der gør det en anelse nemmere at vise de bare ben frem.