
Det sker der, når du sover med makeup
Er du indimellem for træt til at fjerne din makeup om aftenen? Få et overblik over præcis, hvilke konsekvenser det har for din hud
Af — 17. maj 2019Indrømmet – vi er nok mange, som har sprunget makeupfjerning over efter en festlig aften, men går det hen og bliver til en daglig vane, kan det have konsekvenser for din hud.
Herunder kan du læse, hvorfor du bør huske at rense ansigtet hver aften.
Huden vil ikke kunne regenererer sig selv
Om natten går din hud gennem en selv-reparerende proces, hvor dagens skader og påvirkning fra sol og miljø bliver repareret. Men når du sover med makeup på, bliver denne helingsproces forstyret. Det vil sige, at de processer, som er med til at holde huden spændstig og ung, også bliver forstyret, hvilket vil lede til flere tørhedslinjer, som på sigt bliver til permanente rynker.
Du får tør hud
Som sagt forhindrer gammel makeup huden i at reparere sig selv i løbet af natten, hvilket også giver en trist tør hud med manglende glød. Ligeledes får du heller ikke renset døde hudceller af, og således bliver det sværere for huden at få udbytte af fugt fra den dagcreme eller serum, du kommer på næste morgen.
Du får ikke renset forureningen af
De seneste år er der kommet stor fokus på den skadelige effekt, som forurening har på vores hud. Vasker du ikke ansigtet om aftenen, får forurening endnu mere tid til at lave ravage i din hud. Påvirkning fra forurening er blandt andet med til at nedbryde hudens kollagen-niveau, hvilket giver en mindre spændstig hud, som ældes før tid.