
Ekspertens vidunderkur mod urenheder
“Jeg rådede en ung pige med tør og uren hud til at prøve den, og efter 14 dage kom hun tilbage med blomster som tak!”
Af — 01. marts 2018Michelle Engel Møller, 33 år, er personlig Beauty-shopper i Magasin i Lyngby, hvor hun ud fra samtale og hudanalyse finder de bedste skønhedsprodukter til sine kunder. Her deler hun sine bedste råd til hud og skønhed.
Hvad er den største glæde ved dit job?
“At jeg har frihed til at rådgive mine kunder til de bedste produkter uden at være låst af at repræsentere et bestemt brand. Jeg er glad for at tale med kunderne om deres daglige rutiner, hvor jeg oftest finder årsagen til problemerne. Nogle gange er det kun en enkelt vaneændring eller et nyt produkt, der løser problemet.”
Hvor kan vi blive bedre til at passe på vores hud?
“Rigtigt mange glemmer, hvor vigtigt det er at rense huden – især om morgenen forsømmer mange det. Men huden har arbejdet og udskilt affaldsstoffer i løbet af natten, og det skal vaskes af. Til gengæld er jeg glad for, at mange bruger solbeskyttelse hele året.”