De bedste øjencremer, der findes

Øjencremer giver vigtig pleje til den tørre hud under øjnene. Her har vi samlet de bedste øjencremer på markedet, så du kan finde din favorit.

Øjencreme brugt under øjnene for at pleje huden

Sådan bruger du øjencreme

© Anna Stokland

Øjencreme er nok det produkt, som oftest deler vandene, da der findes lige så mange fortalere for som skeptikere af produktet.

Den lille krukke med øjencreme kan være en pebret investering, og mange mener derfor, at produktet er både opreklameret og unødvendigt. Det kræver dog en mere nuanceret opvejning af fordele og ulemper ved den potente smørelse under øjnene, og i denne artikel giver vi vores bud på, hvorfor der er god grund til at investere i en øjencreme.

Derfor bør du bruge øjencreme

Huden under øjnene er, ligesom huden på dine læber, en del tyndere end i resten af ansigtet. Øjenhuden er næsten 40 procent tyndere og samtidig den mindst elastiske del af huden. Derfor ældes huden under øjnene hurtigere end i resten af ansigtet, og det er oftest her, mange vil begynde at ane de første små linjer og dybere rynker.

Da der ikke er kirtler i huden under øjnene, bliver den også hurtigere tør end resten af ansigtshuden, og derfor kan mange af de begyndende linjer, du ser i spejlet, i virkeligheden skyldes tørhed. Skyldes linjerne tørhed, vil bare et par dages intensiv fugt gøre dem langt mindre synlige. Netop derfor er det vigtigt at smøre fugt helt op under øjnene, og det kan være nemmere at huske, når man har en særlig creme til formålet.

Bruger du allerede fed pleje i ansigtet med for eksempel A- eller C-vitamin, kan det også bruges under øjnene, og er det tilfældet, har du formentligt ikke lige så stort behov for en særlig creme til under øjnene. Men har din ansigtshud kun behov for let pleje, eller slår du ud, når cremen er for fed, giver det god mening at have en creme til ansigtet og en anden og mere potent med flere aktive ingredienser til under øjnene, så den tørre hud under øjnene ikke ældes før tid. Styrkende øjencreme med A-vitamin i kan også hjælpe imod mørke rande, fordi den kan være med til opstramme huden, så de mørke kapillærer står knap så meget frem.

Sådan bruger du øjencreme

Så meget øjencreme skal du bruge

Du skal bruge, hvad der svarer til en lille ært fordelt under begge øjne. Bruger du for meget, har huden svært ved at absorbere øjencremen, og den kan ende med at klatte eller snige sig ind i dine øjne og genere.

Sådan skal du påføre øjencreme

Øjencreme lægges som det sidste lag efter din øvrige hudpleje, men før din makeup. Brug ringfingeren, og undlad at hive i den sensitive hud, når du påfører din øjencreme. Dup eller massér i stedet den lindrende creme på ved at smøre fra den indre øjenkrog og ud, så eventuel hævelse mindskes.

Husk også at give øjenlåget fugt, og er der mere creme tilbage på fingrene, kan det med fordel duppes på og rundt om munden.
Giv produktet et par minutter til at blive absorberet, inden du lægger din øjenmakeup.

Her bør du opbevare din øjencreme

Vil du have mest muligt ud af din øjencreme, bør du opbevare den i køleskabet, så den er kølig ved påføring. Det er især rart om morgenen, når øjenområdet er hævet efter en god nats søvn, fordi kulden får huden til at trække sig sammen, og derved mindskes hævelsen.

øjencreme

SS20-ModelParis-1248

© Anna Stokland

Hvilken slags øjencreme skal jeg vælge?

Du bør vælge øjencreme efter din huds behov. For nogle er det begyndende linjer eller dybe rynker, for andre hævede mørke rande eller tør og dehydreret hud. Om sommeren kan du med fordel bruge en øjencreme med solfaktor i dagtimerne, så solbeskyttelsen hjælper til at holde mørke pigmentforandringer nede, da de kan give indtryk af mørkere øjenområder.

Nedenfor har vi listet vores favoritter, så du kan finde den øjencreme, der passer til dig.