Se smuk ud på stranden

Strandsæsonen er lige om hjørnet. Få de bedste tips til et smukt og sundt strandlook

29. juni 2009 af Marie Hindkær Andersen

Ansigt

Ansigt

Vælg den rette solcreme
Vælg din ansigtssolcreme efter din hudtype. En lotion er lettere i konsistensen og er derfor god til en kombineret/fedtet hud, mens en creme er god til tør hud. Brug en solstift med ekstra høj faktor på ansigtets mere udsatte områder som ører, næse, øjne, læber og pigmentforandringer.

Glød til ansigtet
Bland en gylden shimmer i din solcreme - det giver glød. Bland på din håndryg, og fordel i hele ansigtet. Slut af med at markere dine kindben med lidt ekstra shimmer.

Glimt i øjet
Fremhæv dine øjne med lidt solgylden øjenskygge. Dup først lidt løst pudder på dine øjenlåg, så øjenskyggen holder trods den varme sol. Vælg derefter en vandfast creme-øjenskygge eller eyeliner, og kom den på langs den øverste og nederste vippekant. Slut af med et par lag mascara - vandfast naturligvis.

Bløde sommerlæber
Sol og saltvand udtørrer dine læber, så sørg for at give dem masser af pleje. Skrub dem blidt et par gange om ugen, og sov med en nærende læbekur. Giv dine læber et strejf af koral eller hindbær med en lipgloss eller læbestift, og husk solfaktoren!

Krop

Krop

Skrub din hud
Gør din hud glat og frisk ved at skrubbe den en gang om ugen - det sætter blodcirkulationen og dermed udskillelsen af affaldsstoffer og væske i gang. Giv dine balder og lår en ekstra omgang massage, og slut af med iskoldt vand. En god skrubbetur har desuden den fordel, at du får en flottere og mere jævn kulør, som holder i længere tid.

Solcreme hele dagen
Jo højere solfaktor, des bedre beskyttelse. Og spar aldrig på mængden. En stor håndfuld til hele kroppen. Smør det første lag solcreme på en halv time inden, du går i solen. Og lad der ikke gå mere end to timer, før du smører et nyt lag på - også selvom du ikke går i vandet.

Køl din krop
Smør din krop ind i en kølende aftersun om aftenen. Sørg for den indeholder aloe vera, som køler med det samme. Er dine fødder blevet hævet efter en dag i det varme sand, bør du lige bruge et par minutter på at give dig selv en fodmassage med opadgående bevægelser. Er solskaden sket, kan du smøre din krop ind i lavendelolie, som beroliger og genskaber hudens balance.

Pedicure

Gør-det-selv pedicure
1. Start med et varmt fodbad tilsat badesalt. Tag dine fødder op efter 10 minutter, og slib den hårde hud mildt med en pimpsten eller fodfil. Masser herefter med en blødgørende skrub indeholdende æteriske olier, skyl, og du har fået de blødeste fødder.
2. Laker dine negle med en koralfarve. Farven står godt til gylden hud og fremhæver din kulør. Blødgør dine neglebånd med en olie, og skub dem forsigtigt tilbage. Klip dine negle lige over, og fil dem forsigtigt til.
3.Giv dig god tid til at lægge din neglelak. Først et lag underlak, derefter to lag neglelak og til sidst et lag overlak, så du ikke slider lakken af i sandet.

Hår

Hår

Beskyt dit hår
Lad dit hår hænge løst på stranden. Det er sexet og kræver ikke meget styling. Sprøjt dit hår med et produkt indeholdende uv-filter - og helst flere gange i løbet af din strandtur. Solens uv-filter nedbryder nemlig de proteiner, der giver dit hår farve, glans og spændstighed.

Red håret tilbage
Hold dit hår væk fra dit ansigt emd en fin og feminin hårbøjle. Så får du sol over det hele, og har du pandehår, undgår du at det bliver fedtet af din varme pande.

Rens lokkerne
Skyld altid dit hår efter en strandtur, da klor og saltvand tager fugten og farven fra dit hår. Brug et rensende og fugtighedsgivende produkt, og skyl det grundigt ud. Trænger dit hår til lidt ekstra pleje, kan du forkæle det med en hårkur. Husk, at en hårkur kan tynge dit hår, så hvis du skal ud om aftenen, bør du kun bruge den i dine spidser.

Måske er du interesseret i ...

Seneste