
Laura Bonné: Denne mascara bryder jeg min grønne skønhedsfilosofi for
Spa- og skønhedseksperten Laura Bonné tror på grøn skønhed, men én ikke-økologisk mascara giver så pæne vipper, at den alligevel har fået plads i hendes makeupsamling
Af — 09. marts 2020Du bruger helst grønne skønhedsprodukter, men gør også undtagelser. Hvorfor det?
“Jeg elsker økoprodukter, men når det gælder neglelakker, hår- og vippeprodukter optager vi det ikke i kroppen, så der bryder jeg nogle gange min egen grønne filosofi. For eksempel fungerer økologisk mascara bare ikke for mig. Jeg håber en dag at knække formlen og lave en, som lever op til, hvad jeg forventer af en mascara. Men indtil da er min favoritmascara fra Chanel.”
Hvilke produkter vil du nødig undvære i din vinterpleje?
“Jeg elsker kombinationen af olie og creme. Jeg bruger to dråber olie under min multi- creme Delicate skin, der både er en ansigts-, hals- og øjencreme.”
Hvordan plejer du dit hår?
“Jeg har et kraftigt hår, og der skal meget til at gøre det blankt, men med Balmains spray, som indeholder arganolie, bliver det flot.”
Hvilket skønhedsmiddel vil du anbefale andre?
“Olie. Det er universelt og virker som rawfood for huden både indefra og udefra. Der er mange, der er olieforskrækkede, men har man olieret hud, kan man bruge hampefrø- eller vindruekerneolie, som er fantastiske, fordi de er anti-comedogene. Det vil sige, at de ikke tilstopper huden, men skaber balance, er sebumregulerende og antibakterielle.”

Et alternativt sundhedstip?
“Kul. Det kan absorbere og optage affalds- og giftstoffer. Man skal dog ikke tage for meget af det, for i store mængder kan det også optage de gode næringsstoffer. Jeg bruger blandt andet kul fra mærketSmile til tandblegning. Jeg børster det på tænderne med en blød tandbørste, lader det sidde i et par minutter og børster derefter tænderne som normalt.”
Hvordan holder du dig sund?
“Jeg har i mange år trænet TRX, da det styrker og toner kroppen. Jeg løber også meget, fordi jeg er så heldig at bo midt i naturen. Det kan gøres når som helst, så længe man er klædt på til vejret.”
Hvad dufter du af?
“Jeg har svært ved parfume på grund af allergi, men elsker Chanels N°5. Den minder mig om, da jeg var barn, og min mormor brugte den. Jeg sprøjter kun en anelse på tøjet eller i håret, så jeg undgår direkte kontakt med huden.”
Har du et godt råd til andre med allergi?
“En ting er at være overfølsom, hvor man er reaktiv og rødmer lidt. Her bør man bruge hudneutrale produkter, men er man decideret allergisk, skal man vide, hvad man ikke kan tåle, og undgå det ved at kigge grundigt på deklarationen.”
