I år skal formen på dine negle se markant anderledes ud

Det er ikke kun neglelaksfarver, der domineres af forskellige trends, men også formen på neglene. I år er de formet af denne fremtrædende tendens.

SS20B-Adeam-015

SS20B-Adeam-015

© Anna Stokland

Vi har allerede skrevet om den farve, der ser ud til at blive enormt populær på vores negle, efter at samtlige førende brands netop har lanceret en grøn neglelak. Men i år er det ikke kun en farve, du bør holde øje med, men også en bestemt negleform, hvis popularitet har været stigende det seneste år.

Populær facon

Lange, korte, runde, firkantede. Formen på neglene optræder i mange udgaver, og i år er det den mandelformede, som ser ud til at være mest populær. Det markerer et skel fra tidligere, hvor det primært har været den korte og naturlige negl, der har været den mest udbredte facon. Nu er vi dog vendt tilbage til den halvlange mandelformede version, der blandt andet vandt frem i 1980'erne og 1990'erne.

Generelt er der tendens til, at neglene lige nu hellere skal være lange end korte. Så du kan roligt lade dem vokse lange og eventuelt styrke med negleolie og et kosttilskud, hvis du vil sikre dig, at de forbliver lange og ikke knækker, inden de når til den længde, hvor du kan begynde at file neglene mandelformede.

De mandelformede negle ses både lakeret med klar lak, ensfarvet neglelak eller med sirligt påmalet nailart, og det er kun humøret, der bestemmer udseendet på dine.

Vil du selv skabe mandelformede negle, kan du file dine negle i den ønskede form. Fil neglen på begge sider med retning mod midten af negletippen. Bliv ved, indtil du har den ønskede form. Det er dog ikke alle, der kan vokse neglene naturligt lange, og her kan man også benytte sig af press on-negle eller få forlænget sine egne negle med gele hos en neglesalon.