Lash lift giver smukke, lang og buede øjenvipper - test af lash lift
© Wenn.com

Ny skønhedstrend giver de smukkeste vipper

Få fantastiske øjenvipper uden brug af extensions, mascara eller vipperbukker med denne behandling

5. august 2018 af Marie Alkestrup

Smukke, lange vipper åbner øjnene op og giver et friskt udseende. For de fleste opnås flotte øjenvipper med hjælp fra mascara og måske en vippebukker, men begge dele tager tid og slider på øjenvipperne. 

Derfor spidsede vi ører, da vi hørte om en ny behandling, som giver et naturligt resultat, ikke slider unødigt på vipperne og er tidsbesparende. Costumes skønhedsredaktør, Marie Alkestrup, har testet den populære lash lift-behandling, som du kan læse nærmere om her. 

Psst ... 5 plejende mascaraer, som giver længere vipper

Hvad er et lash lift? 

Et lash lift går i al sin enkelthed ud på, at du får løftet og buet vipperne, og resultatet holder i op til seks uger. Det vil sige, at du har vipper, der hver dag syner af meget mere og som sidder perfekt – selv når du lige er vågnet. 

Sådan foregår det

Costumes skønhedsredaktør testede behandlingen hos Brow Island, og den tager omkring 45 til 60 minutter. Under behandlingen er øjnene lukkede, hvorfor flere kunder ofte falder i søvn imens, afslører indehaver David Møller. 

Først renses eventuelt makeup af, og dernæst lægges plejende eyepatches under øjnene. Herefter klistres de øverste vipper fast på en silikoneskinne over øjenlåget, og behandles med to former for permanentvæske, som giver det holdbare resultat. Væsken lægges på den  midterste del af hvert vippehår, så den ikke kommer i kontakt med øjet, eller slider den yderste del af vippen, som i forvejen kan være lidt tyndslidt. 

Du kan også vælge at få farvet vipperne, så de syner endnu længere, hvilket gøres til sidst i behandlingen. Forløbet er på ingen måder smertefuldt, hvorfor undertegnede næsten også selv var ved at falde i søvn på briksen. 

Resultatet

... kunne ses lige med det samme, hvor vipperne sad helt perfekt, synede længere og var mørkere på grund af farvningen. Det bedste ved behandlingen er, at vipperne sidder pænt lige fra du vågner til du går i seng. 

Hvis du har fået farvet vipperne mørke, kan du undvære mascaraen, da et lash lift får det til at ligne, at vipperne allerede har fået et diskret lag hverdagsmascara. Til fest kan man selvfølgelig spæde til med mascara, som straks vil få dem til at se endnu mere markante ud.

Lash lift test før og efter billeder

Skønhedsredaktør Marie Alkestrups vipper før og efter et lash lift.

Ulemper ved et lash lift

Lash lift har stort set ingen negative konsekvenser, i modsætning til mange andre vippebehandlinger, hvor man kan opleve et stort tab af vipper, samt have svært ved at få dem til at sidde pænt og få renset dem fri for makeup. 

Den eneste ulempe er, at dine vipper kan blive lidt mere slidte på grund af farvningen. Derfor råder David Møller til at pleje vipperne hver dag med en vippe-conditioner. Desuden må du hverken gå i bad, vaske vipperne eller bruge makeup på øjnene i de første 24 timer efter behandlingen.

Holdbarhed

Effekten varer i fire til seks uger og på nogle helt op til otte uger. Det kommer an på dine vippehårs struktur, samt hvor ofte og hvor meget dine vipper vokser; Øjenvipperne holder nemlig den buede form indtil de ryger af, og effekten aftager først, når dine vipper naturligt udskilles. Med et øjenvippe-serum kan du forlænge vippernes holdbarhed og cyklus, hvorfor du med fordel kan kombinere dit lash lift med et plejeforløb.

Hvad koster det?

Hos Brow Island tager et lash lift 45 minutter og koster 450 kr. Skal du også have farvet vipperne, tager det 60 minutter og koster 549 kroner. 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste