Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Crossainter bedste bageri København © Andersen & Maillard

Bagerier: Københavns bedste

Mundvandsdannende croissanter, smagfulde kardemommeboller og vanedannende surdejsbrød. Vi har fundet Københavns bedste bagerier.

Bagerier

I Danmark er vi utvivlsomt nogle af de mest priviligerede mennesker, hvad bagværk angår. Mens hylderne hos de danske bagere længe har været fyldt med håndværkere, gåsebryster og frøsnappere, har også surdej, croissanter og kardemommesnurrer efterhånden overtaget de eftertragtede hylder hos bagerne, og flere mennesker kører gerne langt for at få det helt rigtige bagværk.

Det ene surdejsbageri efter det andet popper op i København, og det er efterhånden ikke kun i weekenderne, vi smutter ned til vores lokale bageri og køber morgenbrød. Godt brød er blevet hverdag hos mange, og flere mennesker begiver sig også selv i kast med at bage eller dyrke deres egen surdej til surdejsbrød og -pizzaer.

Vi har samlet Københavns bedste bagerier, så hvis du er på jagt efter et godt sted at købe brød til din morgenmad og -kaffe, kan du med fordel læse med her.

Hyggelig lækker bageri København © Il Buco bageri

Il Buco bageri: Bageri på Islands Brygge med nogle af byens bedste croissanter

Under lyskæderne i et ældre lagerlokale i en baggård midt på Islands Brygge finder du det hyggelige og økologisk certificerede bageri Il Buco, hvor du både får noget af byen bedste surdejsbrød og nogle af Københavns bedste croissanter. De stemningsfyldte rammer er oplagte til en stille morgen, men hvis du vil nå at smage de populære surdejsboller, skal du særligt i weekenderne være tidligt ude, da de er hurtigt udsolgte. Men bare rolig, bageriets brød og flutes er mindst lige så gode, og derfor leverer Il Buco også brød til flere anerkendte caféer og restauranter i byen – så mon ikke, der er noget om sagen.

Adresse: Njalsgade 19C, 2300 København S
Læs mere her.

bageri kardemommesnurrer Østerbro københavn © Juno Bakery

Juno The Bakery: Bageri på Østerbro med de (verdens)kendte kardemommesnurer

Du kender med garanti de populære kardemommesnurer, som måske er det stykke bagværk, bageriet på Østerbro er mest kendt for. Hvad Juno også er kendt for, er deres meterlange køer, hvor folk gerne væbner sig med en god portion tålmodighed for at få lov at sætte tænderne i Junos lækre bagværk, der tæller alt fra lækre brød til snaskede mandelcroissanter.

Adresse: Århusgade 48, 2100 København Ø
Læs mere her.

Bageri lækkert København © Buka Bageri

Bageriet Buka: Bageri i Indre by med flotte og dekorative kager

En af de hyggeligste og mest nostalgiske bagere finder du i Indre by. Her holder bageriet Buka nemlig til. Selve butikken minder ved første øjekast om en gammeldags bager, hvor kagerne er fint udstillet på kageopsatser og servingerne på fint antik stel, men faktisk er bageriets afstamning albansk. Hvis du er på jagt efter en god kage til eftermiddagskaffen, er Buka stedet, du skal besøge. Deres kager er ikke kun dekorative, men smager også lige så godt, som de er pæne.

Adresse: Store Kongensgade 18, 1264 København K
Læs mere her.

Bageri hyggelig København © Lille Bakery

Lille Bakery: Bageri på Refshaleøen med hyggelig placering og formidable berlinere

Et godt stykke ude på Refshaleøen gemmer det økologiske bageri Lille Bakery sig. Udefra ser stedet ikke ud af meget, og faktisk kan det næsten være svært at få øje på. Bageriet ligger nemlig i en gammel lagerhal, men lige så snart, du træder inden for, er du ikke i tvivl om, at du befinder dig midt i et af Københavns mest populære bagerier – ofte er alle bordene nemlig fyldte. Noget af det mest hypede bagværk hos bageriet er deres berlinere, og dét er der god grund til.

Adresse: Refshalevej 213A, 1432 København K
Læs mere her.

Lækre bagerier København Frederiksberg © Ditte Isager / Hart Bageri

Hart bageri: Bageri på Frederiksberg med de populære (og flotte) kardemommeboller

Et af Københavns mest hypede bagerier er utvivlsomt bageriet Hart på Frederiksberg – og det med rette. Er du på jagt efter det lækre bageri, vil du nok ikke være i tvivl om, hvornår du passerer den lille fine butik, da det muligvis er Gammel Kongevejs mest befærdede stykke fortorv. Hvis du aflægger bageriet et visit, må du ikke snyde dig selv for deres kendte kardemommeboller eller de lækre (og store) surdejsboller. Faktisk kan vi også takke bageriet for, at pølsehorn (eller sausage rolls, som de selv kalder dem) igen er blevet en anerkendt bestilling, bageriet mestrer nemlig de lækreste af slagsen.

Adresse: Gl. Kongevej 109, 1850 Frederiksberg C
Læs mere her.

Lækre bagerier Københahvn Nørrebro © Andersen & Maillard

Andersen & Maillard: Bageri på Nørrebro med lækker kaffe og populær chokoladecroissant

Det populære bageri på Nørrebrogade er ikke blot ferme på bagerifronten, de laver også en udsøgt kop kaffe, hvor smagen afspejler den passion, der er lagt i brygningen. Andersen & Maillard er særligt i hverdagene oplagt til et par timers arbejde – stedet er nemlig forholdsvist rummeligt, så du kan ofte finde en dejlig plads, hvor du både kan have computer, en kop kaffe og et lækkert morgenmadssæt, gerne bestående af et det lækre brød smurt med deres piskede smør og Arla Unika-osten Gammel Knas. Hvis din morgen skal være lidt ekstra god, bør du købe deres chokoladecroissant eller mandelcroissant med til din morgenkaffe.

Adresse: Nørrebrogade 62, 2200 København N
Læs mere her.

Bageri lækker Vesterbo © Bageriet Brød

Bageriet Brød: Bageri på Vesterbro med snaskede mandelcroissanter

Endnu en bagværks-darling i det københavnske bageribillede er bageriet Brød på Enghave Plads på Vesterbro. For den ubeslutsomme kan en tur forbi de kagefyldte glasruder være en udfordring, for bageriet har en bred vifte af lækre kager, hvor man får lyst til at købe en af hver. For de mandelcroissant-elskende er det nærmest et must at prøve bageriets lækre udgave, hvor der ikke er sparet på fyldet, og som muligvis er nogle af Københavns bedste – og mest snaskede – af slagsen. Desuden har stedet nogle af Københavns bedste boller med ost og smør (særligt kernebollerne).

Adresse: Enghave Pl. 7, 1670 København V
Læs mere her.

Mirabelle Bakery bageri Nørrebro hyggelig © Mirabelle Bakery

Mirabelle Bakery: Bageri på Nørrebro med vanedannende surdejsbrød – og andre delikatesser

Bageriet på Guldbergsgade på Nørrebro er selvfølgelig også med på listen over de bedste bagerier i København, særligt for deres surdejsbrød, som er virkelig vanedannende – og som heldigvis kan købes i ekstra stor størrelse. Ikke nok med, at bageriet bestemt er et bagværksbesøg værd – du kan også bestille økologisk bagværk, frisklavet pasta og sågar hjemmelavet burrata på bageriets hjemmeside, så du kan tage de lækre delikatesser med hjem. Og så er stedet et must, hvis du elsker croissanter, hos bageriet kommer bagværket nemlig i mange forskellige lækre variationer.

Adresse: Guldbergsgade 29, 2200 København N
Læs mere her.

Bageriet Benji Nørrebro brød spandauer bagværk københavn © Bageriet Benji / @ksoskl

Bageriet Benji: Nyåbnet bageri på Nørrebro med himmelske vaniljespandauere

En af de nyere tilføjelser til bageri-porteføljen i København er det Nørrebro-beliggende bageri Bageriet Benji. Stedet åbnede i maj 2021 og er startet af tidligere chef de partie hos Noma Rasmus Kristensen. Hos Bageriet Benji slår de sig fast som et bageri, der fokuserer 100 procent på deres brødsalg, og derfor er alt, du kan købe ud over brød og bagværk, en kop filterkaffe – vel at mærke en godkendt en af slagsen. Kommer du forbi stedet, kan du med fordel prøve bageriets Benji Spandauer, som er en crossaint-dej med fyld af en himmelsk vaniljecreme.

Adresse: Fælledvej 23, 2200 København N
Læs mere her.

Collective Bakery Nørrebro bageri © Collective Bakery

Collective Bakery: Bageri på Nørrebro med lækre Citronbølger

Hvis navnet siger dig noget, er du ikke helt gal på den. Det er nemlig det kendte – og virkelig passionerede – kafferisteri Coffee Collective, der står bag bageriet, der åbnede i april 2021. Udover at være dygtige på brødfronten, er stedet også lynhurtigt blevet kendt for et lidt anderledes, men ikke desto mindre super lækkert stykke bagværk: Citronbølgen. Det er en perfekt kombination mellem den sure citronsmag og den fede, smørfyldte croissantdej – og kagen lever i den grad op til hypen.

Adresse: Nørrebrogade 176, 2200 København N
Læs mere her.

Alice: Bageri på Amager med gode, gammeldags og godt remoncefyldte tebirkes

Bageriet Alice forbindes ofte med sine fastelavnsboller, som er blevet blåstemplet af diverse bagværks-connaisseurer. Heldigvis er bageriet også skarp på en lang række andre bagværksstykker og på deres egenproduktion af is og vafler. Det har blandt andet resulteret i, at Alice i den grad er blevet kendt for sit samarbejde med Bageriet Benji, hvor de to københavnske bagerier fusionerer is og bagværk i en croissantdej fyldt med Alices lækre kardemommeis. Er du til en god gammeldags tebirkes (hvor der ikke er sparet på remoncen), er Alice også stedet, du skal besøge.

Adresse: Markmandsgade 1, 2300 København S
Læs mere her.

Baby Babbo Frederiksberg bageri brød københavn © Baby Babbo

Baby Babbo: Restaurant og bageri med genialt brød på Frederiksberg

Baby Babbo er måske allerbedst kendt for sit lækre italienske menukort, hvor pizzaer og småretter går direkte i de italiensk-elskendes hjerter. Men vidste du, at stedet faktisk selv står for produktionen af det brød, der serves til din middag? Og at de tilmed i weekender har et genialt brødudsalg? Hvis ikke er det på tide, at du får tippet, bageriets brød er nemlig i den grad værd at lægge vejen forbi den lille hyggelige restaurant for. Særligt Baby Babbos brød bør du snuppe med hjem til morgenbordet.

Adresse: Godthåbsvej 62, 2000 Frederiksberg
Læs mere her.