Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Smørrebrød københavn © Christianshavns Færgecafé

Smørrebrød: Københavns bedste

Er du også helt vild med den traditionelle, danske spise? Vi guider her til de bedste steder i København, hvor du kan få lækre smørrebrød.

Ved du heller intet bedre end et stykke højtbelagt smørrebrød med karrysild, tatar med æggeblomme, roastbeef eller æg og rejer?

Selvom det gode gammeldags smørrebrød kan dateres helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, er den traditionelle spise ikke blevet mindre populær siden da. I dag er smørrebrød først og fremmest et af de måltider, Danmark er bedst kendt for, og så er de højtbelagte rugbrødsmadder populære som aldrig før.

I dag finder du både smørrebrødsrestauranter, der specialiserer sig specifikt inden for smørrebrød, men derudover kan du også finde mange spisesteder, der har enkle, lækre madder på menukortet.

Er du på jagt efter en god frokost, guider vi herunder til en række af Københavns bedste smørrebrødsrestauranter, hvor du finder alt fra klassiske smørrebrød som dyrlægens natmad til stykker med et moderne og innovativt tvist.

Når du planlægger dit besøg, skal du være opmærksom på, at du hos de fleste af restauranterne kun kan bestille smørrebrød til frokost. Er du på jagt efter et sted at spise middag til aften, kan du med fordel tjekke Københavns nye restauranter ud.

Restaurant Schønnemann smørrebrød indre by frokost © Restaurant Schønnemann

Restaurant Schønnemann: Smørrebrød fra A til Z hos en af Københavns ældste spisesteder i Indre By

Ikke nok med at frokostrestauranten Schønnemann serverer noget af det bedste smørrebrød, du kan opstøve i København, stedet er også nogle af de mest erfarne på området. Restauranten har nemlig lige siden 1877 beriget københavnerne med deres smørrebrødskunst. Menukortet er klassisk dansk – og så er det ikke for de ubeslutsomme. Restauranten har eksempelvis hele fem forskellige tatarmadder. Det betyder, at der på menukortet er et bredt udvalg af alt fra fisk til vegetarisk og (sådan cirka alle slags) kød.

Adresse: Hauser Pl. 16, 1127 København K
Se menukortet her.

Christianshavns Færgecafé smørrebrød indre by © Christianshavns Færgecafé

Christianshavns Færgecafé: Smørrebrød i autentiske og hyggelige rammer på Christianshavn

Har du gået en tur på Christianshavn, har du nok bemærket den iøjnefaldende gule restaurant med den flotte gamle færge, der ligger i kanalen foran restauranten. Her finder du en af byens hyggeligste smørrebrødsrestauranter: Christianshavns Færgecafé. Smørrebrødet, du får serveret i den fine, autentiske krolignende færgecafé, er lige i øjet: ikke for overvældende, ikke for enkelt og serveret med lige det tilbehør, der passer til. Er du til det, kan du med fordel skylle ned med et af restaurantens velvoksne og hjemmelavede snaps, som de søde ansatte ikke er sene til at skænke.

Adresse: Strandgade 50, 1401 København K
Læs mere her.

Møntergade smørrebrød indre by københavn © Møntergade

Møntergade: Traditionel og klassisk smørrebrød i Indre by, du ikke finder alle steder

Er du smørrebrødsconnoisseur, er den dansk/franske restaurant Møntergade værd at aflægge et besøg til frokost. Stedet har både traditionelle danske smørrebrød på menuen såsom medisterpølse, flæskesteg, and og hele seks forskellige smørrebrød med sild, men du finder også stykker, som sjældent er på menukortene hos de klassiske smørrebrødsrestauranter, heriblandt hummertatar, røget ål, torskesalat og krebsehalesalat. Der kan hverken sættes en finger på smag eller kvalitet i en af Københavns flotteste smørrebrødsrestauranter.

Adresse: Møntergade 19, 1116 København K
Læs mere her.

Smørrebrød København Aamanns © Aamanns 1921

Aamans 1921: Klassisk smørrebrød med et smukt udtryk og innovativt tvist i Indre By

Smørrebrød går man aldrig galt i byen med, og hos Aamanns kan det være svært at begrænse sig. Stedet har ikke blot noget af det smukkeste smørrebrød – menukortet spænder også så vidt, at du både får lyst til kød, fisk og vegetariske stykker. Du kan finde både klassisk smørrebrød som paneret rødspætte, sild og flæskesteg eller de mere innovative udgaver med saltbagte rødbeder eller østershatte. Er du på udkig efter kvalitetssmørrebrød i København, er dette stedet, du skal spise frokost.

Adresse: Niels Hemmingsens Gade 19-21, 1153 København K
Se menukortet her.

Dyrehaven Vesterbro smørrebrød © Dyrehaven

Café Dyrehaven: Smørrebrød i hyggelige og lokale omgivelser med autentisk pub-stemning på Vesterbro

Café Dyrehaven har i mere end 10 år beriget Vesterbro med sin unikke og karakteristiske pub-stemning samt sit lækre og solide menukort. Blandt retterne på Dyrehavens menukort finder du blandt andet en række smørrebrød, som måske synes som de klassiske madder, men som med sin pynt skiller sig ud fra de helt traditionelle udgaver. Selvom udvalget af smørrebrød ikke er det største hos Dyrehaven, må du ikke holde dig tilbage – stykkerne er nemlig mere end i orden og smagen lige i øjet. Og så får du en af Vesterbros hyggeligste omgivelser med i købet, når du besøger stedet.

Adresse: Sønder Blvd. 72, 1720 København V
Se menukortet her.

Restaurant Palægade smørrebrød københavn indre by © Restaurant Palægade

Restaurant Palægade: Klassisk smørrebrød med et innovativt tvist og kærlighed for æstetikken i Indre by

Gastronomiske kunstværker. Det er, hvad du får hos Restaurant Palægade. Restauranten, der serverer smørrebrød til frokost, laver ikke blot velsmagende smørrebrødsmadder, de laver også nogle af Københavns smukkeste smørrebrød, hvor der ikke bliver gået på kompromis med detaljen, og hvor sirlighed er et nøgleord. Selvom det umiddelbart kan lyde som et klassisk menukort, er smørrebrødene hos Restaurant Palægade ikke som du finder dem andre steder. Restauranten er nemlig kendt for at give de traditionelle danske retter et innovativt tvist gennem moderne teknikker og håndværk. Smørrebrød bliver taget til helt nye æstetiske højder hos Palægade.

Adresse: Palægade 8, 1261 København K
Læs mere her.

Restaurant Sankt Annæ smørrebrød københavn indre by © Restaurant Sankt Annæ

Restaurant Sankt Annæ: Michelinguideanbefalet smørrebrød i elegante og traditionsrige omgivelser

Musselmalet stel, hvide, strøgne duge og barokinspirerede, herskabelige møbler. Der er skruet op for traditionerne i den elegante tidslomme i Indre by. Og det er ikke kun omgivelserne, der emmer af charme og traditioner, også frokostrestaurantens menu byder på god, klassisk, dansk smørrebrød, der blandt andet tæller dyrlægens natmad, hjemmelavet rullepølse og stegte sild – og selvfølgelig alle de andre kendinge. Der er virkelig kræset for smag, æstetik og detaljer hos Restaurant Sankt Annæ, som endda er anbefalet i Michelin Guiden.

Adresse: Sankt Annæ Plads 12, 1250 København K
Læs mere her.

Promenaden 1932 frederiksberg allé smørrebrød tatar københavn © Promenaden 1932

Promenaden 1932: Klassisk smørrebrød i elegante franske omgivelser på Frederiksberg

Klassikere er, hvad du finder på frokostkortet hos restauranten, der er placeret i hjertet af Frederiksberg, og så serverer stedet nogle af de fineste og mest detaljerige stykker i København. Menukortet til frokost hos en af Frederiksberg Allés hyggeligste spisesteder tæller nemlig traditionel smørrebrød som karrysild, æg og rejer, hønsesalat og rødspættefilet – og selvfølgelig en lang række andre klassikere. Tør du bevæge dig ud for de vante smørrebrødsrammer, kan madden med avokado, pocheret æg, syltede rødløg og kimchisesam – gerne tilsat caviar på toppen – i den grad anbefales.

Adresse: Frederiksberg Allé 58, 1820 Frederiksberg C
Se menukortet her.

Restaurant Koefod indre by smørrebrød københavn © Restaurant Koefod

Restaurant Koefod: Stilrent og Michelinguideanbefalet smørrebrød i hyggelige rammer i Indre by

Der er skruet godt op for hyggen med intime kroge, rustikke kalklofter- og vægge og borglignende referencer i den kælderbeliggende Restaurant Koefod i Indre by, som med sit koncept, sit fokus og sin mad hylder Bornholm – og som desuden i flere år har været anbefalet i Michelin Guiden. Ikke nok med at den flotte, rustikke indretning skaber de bedste rammer for en god gastronomisk oplevelse, selve maden er også i top. Det lækre menukort består af en lang række af smørrebrød, hvor både typiske smørrebrød og nyere udgaver er repræsenteret. Aflægger du restauranten et besøg lige nu, kan du være så heldig at sætte tænderne i sæsonbetonede smørrebrød som julemedister, ribbenssteg og andebryst – og så er Bornholmer-retten 'Sol over Gudhjem' selvfølgelig også på menuen.

Adresse: Landgreven 3, 1301 København K
Læs mere her.

Hallernes Smørrebrød københavn © Hallernes Smørrebrød

Hallernes Smørrebrød: Lækre og populære smørrebrød på farten flere steder i København

Hos smørrebrødsbaren Hallernes Smørrebrød får du lækkert, frisktsmurt smørrebrød lige til at tage med på farten. Selvom smørrebrødet står færdigsmurt i montre, gør det dem bestemt ikke dårligere, og stedet er også så populært, at madderne sjældent får lov at stå særlig længe, før de er revet væk. De flotte smørrebrød består af alt det, man ønsker sig på sine smørrebrød, og derfor går madderne bestemt også under kategorien 'højtbelagt', dog uden at være unødvendigt proppede. Du finder smørrebrødsbarerne i tre forskellige madmarkeder- eller storcentre i København og et i Lyngby. På den måde er det nemt og hurtigt at tage madderne med hjem eller hente dem med til frokost på arbejdet, men du kan selvfølgelig også nyde dem i barerne.

Adresse: Torvehallerne, Rømersgade 18, 1362 København K, Tivoli Food Hall, Berntorffsgade 3, 1577 København V, Magasin – 5. sal og Magasin -kælderen, Kongens Nytorv 13, 1050 København K
Læs mere her.