Costume tester: Det gør en måned uden sukker for din hud

Har du overvejet, om en måned uden sukker og alkohol vil gøre en forskel for din hud? Costumes skønhedsredaktør, Marie Alkestrup, prøvede det i januar 2020, og resultatet er ikke til at tage fejl af.

Det gør en måned på detox for din hud – Costume tester
© Anna Stokland

Efter at have læst overskriften, tænker du måske, hvorfor man dog (helt frivilligt) ville vælge at skære alt det sjove ud af livet i en hel måned?

Ligesom alle andre valgte undertegnede at formulere nogle nytårsforsæt, der omhandlende ønsket om at leve sundere – og få pænere hud. Tilbage i 2016 valgte jeg derfor 2. januar at begynde på en måneds detoxforløb, der løb frem til starten af februar, og som jeg har siden har gentaget hvert år – også denne grå og restriktionsprægede januar.

Efter at have været på kosttilskuddet 15 Day Cleanse fra Vitaviva, blev jeg inspireret til at prøve en hel måned uden alkohol, fest, søde sager og hvidt brød. Og en måned på detox er mindst lige så kedeligt, som det lyder, men resultatet er ganske imponerende, især for huden.

Det spiste jeg:

Der er sukker i rigtig mange madvarer – også dem, som man ellers ikke forbinder med søde sager, eksempelvis rugbrød og mange forarbejdede fødevarer. Derfor vil det være en god idé at forsøge at reducere indtaget af den slags mad, så længe du er på detox.

Derfor startede jeg hver morgen med en omelet bestående af finthakket spinat, rødkål, broccoli og to æg. Til omeletten spiste jeg en halv avocado, som både smager dejligt og indeholder en masse gode fedtsyrer til huden.

Både frokost og aftensmad bestod også af enten salat med protein til eller stegte grøntsager, kød eller fisk. Jeg fulgte ikke nogle specielle opskrifter, men gik efter devisen om, at jo flere grøntsager desto bedre, og at alt stivelse i form af ris, pasta og hvidt brød helst skulle undgås.

Detoxforløbet var ikke et forsøg på at tabe mig, men derimod et forsøg på at få en pænere hud, da jeg flere gange har oplevet, at min hud bliver mere rød og uren, når jeg spiser meget sukker.

Ligeledes undgik jeg al alkohol, da det heller aldrig har gjort noget godt for hverken hud eller viljestyrken til at holde sig fra søde sager. Jeg skar også ned på mit indtag af magre mejeriprodukter, da det for mig og min hud også har givet udbrud.

Sådan var det:

Det var, sagt på godt gammelt dansk: røvsygt. Til gengæld blev det lettere og lettere at holde sig fra de søde sager, så længe man bare var godt mæt. Uden tømmermænd og sene byture var det også langt lettere at undgå både takeaway- og bland-selv-slik-fælderne.

Resultatet:

Allerede efter to uger begyndte jeg at bemærke, at jeg havde langt mindre rødme i huden. Da der var gået omkring en måned, havde jeg utrolig pæn hud uden nogle former for urenheder på vej.

Der var virkelig mange som komplimenterede min hud, og jeg kunne også selv se en tydelig forskel, fordi huden havde en anden og mere klar overflade. Min hud blev faktisk så pæn, at jeg næsten fik lyst til at droppe min højt elskede foundation.

En anden heldig sidegevinst ved forløbet var, at jeg slap for min ellers evigt oppustede og ømme mave.

Jeg holdt min detoxkur hele måneden ud, men hoppede i med begge ben under den Københavnske modeuge og fik indtaget omkring to til tre genstande flere dage i træk. Efter igen at have indtaget alkohol og sukker kan jeg straks se, hvordan min hud er blevet mere rød og irriteret, men nu ved jeg i det mindste, at der findes en (benhård) mirakelkur.