
Ny forskning: Derfor er det en fordel at være rødhåret
Er du velsignet med et smukt rødt hår og lys hud med masser af fregner, er der godt nyt for din sundhed.
Af — 10. juli 2020For mange er sommeren en skøn tid, men har du som undertegnede en meget lys hud, er solens varme stråler forbundet med en del besvær, fordi man konstant skal søge skygge og smøre med fed solcreme for ikke at blive solskoldet. Til den helt lyse hud følger der til gengæld ofte et flot rødt hår, da mange rødhårede også er stolte indehavere af den lyseste hud med fregner og minimal pigment. En hudtype, som nu viser sig at byde på nogle ret vigtige fordele ifølge et nyligt publiceret svensk studie.
Rødt hår og lys hud giver bedre chance for at overleve ifølge nyt studie
I en svensk undersøgelse foretaget på Karolinska Institutet i Stockholm sammenlignende et hold forskere 12.000 kvinder med rødt hår og fregner med 12.000 kvinder, som havde en mørkere skandinavisk hudtone. Alle kvinder var i alderen 25 til 64 år, og hver rødhårede kvinde med lys hud blev sammenlignet med en tilfældig kvinde med mørkere hud, hvis rygevaner, livsstil, solvaner og alder matchede førstnævnte.
Ud fra undersøgelserne kom forskerne frem til, at de rødhårede kvinder havde otte procent lavere dødelighed end kvinderne med en mørkere hudtone. På en lang række sygdomme havde de nemlig bedre overlevelseschancer. Det gælder dog ikke hudkræft, hvor de rødhårede kvinder havde en overdødelighed på hele 59 procent.