Skønhedsredaktøren: Det fik jeg ud af min juicekur

Er juicekure et håbløst levn fra 10’erne med urealistiske løfter, eller har de stadig relevans i 2022? Skønhedsredaktøren har testet en juice-og suppekur med ét fokus: sundere hud, og resultatet er ikke til at tage fejl af.

Juicekur
© Anna og Juicen

Januar er aldrig sjov, og kaster du corona-restriktioner oveni, er der slet ikke noget at trække på smilebåndet over. Derfor besluttede jeg mig for, at denne måned skulle stå i sundhedens tegn, nu når der alligevel ikke var meget andet at lave. Mit fokus var primært min hud, der trængte til lidt (meget) hjælp efter en december, som stod i absolut alt andet end sundhedens tegn, og det kunne aflæses på min ansigtshud, som var rød, irriteret og konstant slå ud.

Så da jeg blev kontaktet af Anna Tea fra Anna og Juicen og Trice Angie fra Raaw by Trice med henblik på at teste et detox-forløb målrettet huden, takkede jeg ja.

Hvad er en juicekur?

En juicekur er et kortvarigt forløb, hvor din normale kost bliver sat på pause til fordel for en diæt bestående primært af flydende kost fra juice lavet af grøntsager og frugt og aftensmad bestående af grøntsagssuppe. Anna Tea råder desuden til, at du i de tre dage giver kroppen en pause fra koffein og alkohol, og i stedet kun drikker vand og urtethe.

Det betyder, at jeg i tre dage ikke indtog meget mere end fire juices og en suppe om dagen suppleret med en avocado og to kogte æg dagligt, hvilket Anna Tea også råder til at man gør. Juicen består af frugt og grønt fra Eat Grim tilsat for eksempel spirulina eller kul. Det lyder umiddelbart ekstremt, men i princippet har jeg fået et rimeligt antal kalorier dagligt på 1.500 kcal, plus hvad end der nu er i avocado og æg.

Formålet med juice- og suppekuren var ikke, at jeg skulle tabe mig. I 10’erne trendede juicekurene med løftet om øjeblikkeligt vægttab, hvilket også er en af grundene til, at de blev så udskældte.

Det er også efterhånden slået fast, at alt hvad du taber på en juicekur oftest bare er væske og kommer tilbage, så snart du lever som før. Jeg må derfor kraftigt fraråde at gå på juicekur, hvis ønsket er en ændring af tallet på badevægten. Her tror jeg på et langt sejt træk med en langvarig ændring af kost, livsstil og mere tid i fitnesscenteret, men også en grundig refleksion over, om du overhovedet behøver eller vil det vægttab?

Hvorfor starte på en juicekur?

For mig var incitamentet at give kroppen og dermed huden en overhaling med masser af frugt og grønt. Samtidigt var det også en anledning til at lære at skrue ned for mine alt for mange kopper kaffe om dagen. Jeg har søvnproblemer, og jeg ved godt, at al den koffein ikke er godt for mig, men har alligevel svært ved at sætte kaffen fra mig. Derfor tænkte jeg, at en juice- og suppekur med et strengt forbud mod koffein var en god kickstarter til mindre kaffe i hverdagen.

Sådan var det at være på juicekur

Jeg synes, at det var helt okay at være på juicekur. Jeg var ikke sulten under forløbet, men savnede noget at tygge på. Jeg spædede som sagt også op med avocado og æg i løbet af dagen, fordi ellers blev mit energiniveau lidt for lavt. I forhold til at fungere socialt, synes jeg, det var meget nemt at have sin juice med på arbejdet, imens kollegaerne gik i krig med frokosten. Da aftensmaden bestod af suppe, føltes det næsten som et normalt måltid, og her led jeg derfor ingen nød.

Dog var jeg lidt energiforladt de første to dage, men vågnede så op på tredjedagen med meget mere energi. Jeg var så frisk, at jeg endte med at tage ned og træne den dag. Til gengæld orkede jeg ikke at være specielt social i de tre dage, fordi sociale aftaler i Danmark ofte involverer alkohol eller mad, og når de to ting ikke er på menuen, følte jeg, at det var nemmere bare at tage hjem og slappe af. Det har helt sikkert også været tiltrængt efter en december måned med alt for mange aftaler. Derfor overvejede jeg heller aldrig at droppe kuren, fordi jeg kunne mærke, at det faktisk var rart at trække stikket fra de normale vaner, ligesom at det var dejligt at føle, hvordan kroppen virkede mindre tung og utilpas, når jeg vågnede om morgenen.

Under hele forløbet var der dog en ting, som jeg virkelig savnede: En kop kaffe. Den trang blev aldrig meget mindre, på trods af at jeg kunne mærke, hvordan min mave og min søvnkvalitet begge blev meget bedre af pausen fra den koffeinholdige drik.

Resultatet af juicekuren?

Allerede på tredjedagen af min juicekur kunne jeg se en markant forskel på min hud, der i dagene forinden havde virket irriteret og klar til at slå ud. Alt det gik på næsten magisk vis i sig selv under min juicekur, og jeg kan derfor skrive under på, at du er, hvad du spiser – eller i dette tilfælde drikker. Udover at jeg fik rigeligt frugt og grønt via juicekuren og ingen koffein, har jeg også renset huden med Raaw by Trices aktivt kul- og honningmaske, der ligesom morgenjuicen i min juicekur indeholder kul. Kul har en evne til at absorbere giftstoffer indvortes såvel som i huden, hvor det suger skidt til sig.

En anden effekt, jeg fik af forløbet, men som jeg næsten ikke havde turdet at håbe på var, hvor godt jeg faktisk sov. Under de tre dages juicekur uden koffein var jeg klar til at gå omkuld klokken 21, og jeg kunne endda erfare, at jeg en aften var gået ud som et lys, selvom TV’et kørte på fuld volumen, hvilket aldrig sker normalt. Det vil sige, at jeg for første gang i meget lang tid har sovet igennem i tre dage, hvilket også betød at jeg følte mig mere udhvilet i løbet af dagene på trods af min flydende kost. Det var lidt af et halleluja-øjeblik for mig og en stærk påmindelse om, at jeg virkelig har godt af at skrue ned for det daglige koffeinindtag.

En anden fordel, som kun varede et par dage efter juicekuren var ovre, var, at min mave havde det meget bedre end normalt. Den var ikke oppustet, og jeg slap for den mavepine, som ellers tit rammer mig sidst på eftermiddagen. Men jeg ved godt, at dette kun er en kortvarig fornøjelse, da al min oppustethed formentligt kommer tilbage, så snart kosten igen byder på hvidt brød og kaffe.

juicekur

Skønhedsredaktør Marie Alkestrup med juicekurens morgenjuice, der har sin sorte farve fra indholdet af aktivt kul. Skål.

Ville jeg anbefale andre at prøve en juicekur?

Ja, hvis ønsket er at give maven en pause og huden et boost indefra, så vil jeg helt sikkert anbefale andre at prøve det. Er du i forvejen god til at spise en varieret kost med masser af grønt, ved jeg ikke hvor meget mere du får ud af, at frugt og grønt nu bliver flydende. Men er du ligesom mig knap så god til at huske alt det sunde, er det en forholdsvis nem måde at få tre intensive grønne dage, som jeg dog ville supplere med netop avocado eller æg, da det ellers kan blive tre meget energiforladte dage.

Når man pludseligt ikke gør alt det, man plejer, giver det også anledning til at tænke over, om der mon er nogle vaner, som kan ændres fremover? Det kræver selvfølgelig viljestyrke at holde fast i de gode intentioner om for eksempel mindre koffein, når hverdagen igen tager over, da man ikke på magisk vis er kureret, bare fordi man har været på tre dages juicekur.

Ulempen ved en juicekur?

Jeg ville personligt ikke være på juicekur i mere end tre dage, da jeg tror, det er for mange dage i forhold til tarmflora og energiniveau. Jeg kunne godt mærke, at min energi var en del lavere end normalt, dog ikke så lav, at jeg ikke kunne gennemføre en times træning på tredjedagen. Jeg vil dog anbefale at tage kuren over en weekend, hvor du ikke skal yde lige så meget som i hverdagen, men hvor du til gengæld nok kommer til at sove ekstra godt.

Jeg vil helt sikkert også anbefale juicekuren i forhold til huden, fordi det gør altså en forskel, og jeg fik endnu engang bekræftet det, jeg så tit skriver om, nemlig at hudpleje ikke bare skal findes i dine krukker, men også i det brændstof, du fylder på kroppen, og her er frugt og grønt væsentlige komponenter. Derfor er jeg fan af at give huden en tre dages bootcamp en til to gange om året.

Det var vi inviteret til at teste:

3-dages juicekur fra Anna og Juicen bestående af 12 juices, tre supper af enten gulerød eller rødbede samt ingefær og rødbede shots til tre dage. Pris 999 kr.

The 2022 Detox Kit fra Raaw by Trice bestående af Blue Beauty Drops og Sea Silk Exfoliating Mask, 850 kr.

Lige nu kører Anna og Juicen en kampagne med Raaw by Trice på The detox kit, så du ved køb af en juicekur får 50 procent på The Detox kit fra Raaw by Trice eller ved køb af The detox kit får 50 procent på en vilkårlig juicekur hos Anna og Juicen.

Hvad siger eksperten om juicekure?

Vi har spurgt overlæge og professor ved Steno Diabetes Center Aarhus, Jens Meldgaard Bruun, om fordele og ulemper ved juicekure:

Hvad tænker du om juicekure og det at indtage flydende kost i tre dage?

“Det kommer an på, hvad slags juicekur det er. Hvad er det, man juicer, frugt, grøntsager, og hvor hurtigt er det blevet presset? Generelt synes jeg, det er fint at indtage en flydende kost i et par dage dage, hvis juicen indeholder vitaminer og mineraler."

Ud fra et sundhedsperspektiv ser du så nogle fordele ved en juicekur?

“Oftest er vægttab formålet med sådan en kur, og ofte er sådan en kur meget energireduceret, og jeg vil nok synes, det var mere holdbart, hvis man i stedet for at tage en intens kur over flere dage, indførte en ugentligt dag, hvor man valgte en juicekur og på den måde var lidt "fastende". Således vil det blive nemmere integreret i ens vaner. Lidt ligesom en 5:2-kur, eller folk som har nogle dage om ugen, hvor de ikke spiser kød. Min største anke i forhold til kure som juicekure er, at man gør noget ekstremt over en kort periode, og så går man tilbage til sin normale livsstil. Jeg så hellere, at man prøver at indføre nogle ændringer, der er mere realistiske at holde og som stemmer overens med ens hverdag."

Så det er sundt at være fastende en gang om ugen?

“At være lidt sulten, er faktisk relativt sundt. Der er flere teorier omkring det, men når kroppens celler mærker, at de mangler energi, så optimerer cellerne de proteiner, de har, og proteinerne er gode for det generelle helbred. Det er også derfor, at nogle idrætsudøvere
har en lav kulhydrat-træningsdag, så cellerne aktiveres. Efterfølgende kan de så yde mere, når de igen får kulhydrater. Indfører du for eksempel en ugentlig fastedag, hvor du energireducerer din kost, vil det have en gavnlig effekt for din sundhed."

Tror du, at en juicekur kan have en gavnlig effekt for huden?

“Man kan diskutere, hvor lang eller kort en kur skal være, før den begynder at have en effekt, men der er ingen tvivl om, at hvis du skifter en normal hverdagskost ud med grøntsager og frugt, er det en sundere måde at leve på, hvilket også vil kunne ses på huden.
Problemet er jo bare, at du ikke kan holde til at leve sådan i længere perioder. Du vil også komme til at mangle protein på sigt, hvis du fortsætter sådan en kur over for eksempel en måned, da din krop vil savne proteiner og essentielle fedtsyrer."

Hvad er de største sundhedsmæssige ulemper ved en juice-og suppekur?

“Hvis du gør det over længere tid, vil der være for stort tab af protein i kroppen, og så bliver det usundt. Så vil du begynde at nedbryde det protein, du har i musklerne og i hjertemuskulaturen, sådan at kroppen i princippet begynder at spise af sig selv. Det her sker selvfølgelig ikke i løbet af tre dage, men kan ske, hvis man er ekstremt fastende over flere uger. Det tab af protein, som sker over tre dage er helt minimalt, og her taber du ikke muskelmasse."