Spis med god samvittighed

Tag single-bananen og muslingerne. Og få en gratis kogebog blandt disse 8 gode, grønne madtips

I den perfekte verden er alt mad lavet af øko-grøntsager og fritgående dyr. I den virkelige verden kan det være svært at finde rundt i, hvad der er godt og skidt, når du handler ind. Costume guider dig til, hvordan du vælger de gode ting – både for dig og miljøet.

1. NEJ TIL BURÆG

Hos Irma er der ingen buræg. Heller ikke de skjulte. Du kan derfor trygt købe deres mayonnaise, brød og kager. Og æg, selvfølgelig.

2. TAG DEN GRIMME SINGLE-BANAN

Vi har tendens til at vælge de pæne varer og dem i klaser. Tag single-bananen og de skæve gulerødder. Smagen er den samme, og du reducerer madspild.

3. NEJ TIL REJER, HEJ TIL SILD

Selvom de smager skønt, belaster fangsten af rejer og hummere klimaet meget, da de er svære at få i nettet og kræver mere af fiskerbådene. Sild og blåmuslinger er til gengæld meget lettere at fange og dermed bedre for miljøet at spise.

4. UNDGÅ DRIVHUSENE

Køb mere frilandsgrønt end drivhusgrønt, for opvarmningen af drivhusene er slemme for klimaet. Og køb ferske varer i stedet for frosne – opbevaringen i supermarkedets fryser bruger meget energi.

5. SPIS EFTER SÆSONEN

Færre penge, mere smag. Det kan hurtigt betale sig at spise sæsonens frugter og grøntsager. De har en højere næringsværdi og smager af mere, fordi de ikke har ligget på et kølelager. For eksempel indeholder en nyopgravet kartoffel mere end dobbelt så meget C-vitamin som en kartoffel, der bliver opbevaret hen over vinteren. Sæsonens varer er bedre for miljøet, fordi der ikke bruges energi på at fryse dem ned, konservere, lagre og transportere dem længere.

Sådan spiser du efter sæsonen – Året i frugt og grønt:

Forår: Selleri, porrer, grønkål, spinat fra vinteren. Senere på foråret: Rabarber, asparges, ærter, icebergsalat, ruccola.

Sommer: Hindbær, solbær, kirsebær, jordbær, meloner, nye kartofler, aubergine, broccoli, squash, ærter, majs, bønner, krydderurter.

Efterår: Blommer, æbler, rodfrugter, svampe, nødder, hvidkål, blomkål, jordskokker, broccoli.

Vinter: Rodfrugter som rødbeder, persillerod, selleri, gulerødder, rødkål, spidskål, grønkål, pastinak.

All year favorites: Løg, champignon, gulerødder.

6. HOLD EN KØDFRI DAG

... Bare én gang om ugen hjælper miljøet. Kødproduktion er enormt forurenende og står for næsten 15 procent af de drivhusgasser, vi mennesker udleder. Det tal vil gå ned, hvis vi ikke har behov for så meget kvæg at spise. Desuden bliver kæmpe mængder skov ryddet for at gro foder til kvæget. Læs mere om bevægelsen Meat Free Monday, som Stella og Paul McCartney står bag HER.

7. CO2 ER MERE END BARE ET KEDELIGT ORD

Det lyder tørt, indrømmet. Og det er ikke tit foran køledisken, at tanker om CO2-krævende fisk og grøntsager melder sig. Her er en kort oversigt over de varer, der udleder mindst og mest CO2 per portion:

Mindst: Løg, kartofler, salat, brød, havregryn, fersk sild, øl.

Midt i mellem: Ost, mælk, drivhusagurk og -tomat, fersk torsk.

Mest: Oksekød, frosne rejer, frossen fladfiskfillet, svinekød, kylling, ris.

8. Bliv inspireret ganske gratis

12 danske kokke er gået sammen om at lave en gratis klima-kogebog, som du kan hente lige HER.