Dette afholder danskerne fra at få trænet

Har du svært ved at slæbe dig selv ned i fitnesscenteret? Find ud af, hvorfor danskerne dropper træningen – og få løsningen på problemet

Vækkeuret ringer lidt for tidligt søndag morgen og minder dig om, at det er tid til den planlagte tur i fitnesscenteret. Men dynen er så rar, og fingeren finder derfor ofte vej til snoozeknappen.

Du har sikkert mange grunde til at droppe dagens træning, men et nyt studie viser, at to årsager går igen. Få et overblik over de ting, der oftest får danskerne til at droppe træningen.

Ingen træningsmakker

Den primære årsag til, at danskerne springer træningen over, er, at de mangler en at træne med. Ifølge studiet, der er foretaget af YouGov for Herbalife, har hele 36 procent af de adspurgte mindre lyst til at træne, hvis de er alene.

“Mange danskere har den opfattelse, at de skal vide meget om træning og være i god form, før de kan tage i et træningscenter. Derfor er det vigtigt for dem at have en træningsmakker med, der kan hjælpe dem i gang med træningen,” siger David Ewald, som er personlig træner og Herbalife Nutrition-samarbejdspartner, og fortsætter:

“Jeg meldte mig selv ind i et træningscenter med en ven, fordi det føltes utrygt at bevæge sig alene ind på et ukendt territorium på daværende tidspunkt. Men når man har trænet længe nok, kommer træningsøvelserne efterhånden mere og mere ind under huden på en. Så bliver man automatisk mindre afhængig af at have en træningsmakker.”

Kropsidealer

Generelle kropsidealer og et lavt selvværd kan også være med til at holde danskerne væk fra fitnesscentre. Faktisk ville 17 procent af de danskere, der træner en gang om ugen eller mindre, træne oftere, hvis de var mere tilfredse med deres kroppe.

“Der er mange veltrænede kroppe i medierne, men det er et håndplukket udvalg. Mange føler, at de kroppe, som de oplever i medierne, er normen i træningscentrene, men det er slet ikke tilfældet,” uddyber Ewald.

... nu kender du årsagerne og løsningerne er som følger: Tag en træningsmakker under armen, og mind dig selv om, at fitnesscentre er for alle.