Læs også

11 danske vintagebutikker du skal kende

Hvordan ved jeg, om min YSL-jakke er ægte?

Katrine har købt en læderjakke i en secondhand-butik, men hun er i tvivl, om den er ægte

6. juli 2009 af Miss Costume #yves saint laurent #læderjakke #vintage

Hej Miss Costume

Jeg har købt en rigtig fin vintage Yves Saint Laurent-skindjakke i en genbrugsbutik. Eller det tror jeg i hvert fald. Ved du, hvordan jeg finder ud af, om den er ægte?

Venligst Katrine

Kære Katrine

Tak for din mail. Det lyder som et super køb. Yves Saint Laurent-vintage plejer at være i god stand, da kvaliteten er så høj, og som regel har den tidligere ejer også passet rigtig godt på. Om din jakke er ægte Yves Saint Laurent eller ej, så er der altid nogle forholdsregler, som du kan følge, hver gang du køber vintage af de store designere.

Søm: Tjek om sømmene er fejlfri. De skal være helt glatte, og alle stingene være lige lange. Sømmene skal ikke have nogen løse tråde, være ujævne og have tråde, der stritter.

Foret: Foret skal være af silke eller i hvert fald være af et lækkert naturmateriale.

Materialet: Læderet eller ruskindet skal være blødt og lækkert at røre ved. En grim syntetisk lugt afslører, at læderet ikke er ægte. Mange asiatiske kopier lugter meget specielt, fordi de produceres af bøffel-, svine- eller gedeskind.

Detaljer: Knapperne kan være med logo, så kig efter om Yves Saint Laurent er graveret på dem, og se efter om det er rigtig stavet. Dette gælder også nakkemærket eller mærket med logo, du kan finde på inderlommerne eller et stukket logo foran på brystet eller nederst på ærme-cuffen. Lynlåsen skal være nem at lyne op og ned og være i god kvalitet. Generelt skal jakken bare være flot syet, og alle trimmings og detaljer "skrige" af kvalitet. Så hvis du synes, at den hænger lidt skævt på bøjlen og at foret er elektrisk, så er den nok ikke ægte.

Kærlig hilsen Miss Costume

Klik her, og læs flere svar fra Miss Costume

Skriv til miss@costume.dk

 

Nyheder