DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

DIY: Sådan laver du it-øreringene

Rækker budgettet ikke til Oscar de la Rentas pebrede udgave af kvastøreringene? Vær din egen designer, og lav de populære øreringe ved hjælp af denne guide

18. marts 2017 af Anne Amdi

Kvastøreringe med små perler i alverdens farver er i høj grad blevet en trend. Flere designere, heriblandt Oscar de la Renta og Saks Potts, har givet deres bud på kvastøreringene, som kan pifte ethvert outfit op.

Hvis budgettet ikke rækker til de dyre udgaver, eller hvis du endnu ikke er faldet over den helt rigtige farvekombination, kan du vælge at lave øreringene selv.  

Følg vores guide her, og lav et helt unikt bud på tendensen. 

Det skal du bruge:

Klemmetang

Klemmeperler

Ekstra stærk sytråd

Normale synåle

Perlenåle, som kan lukke op på midten

Perler (Advarsel: farvevalget kan være en virkelig svær beslutning)

Filt

Ståltråd

Ørestikker

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

Alt kan købes i Panduro Hobby og enkelte ting i Søstrene Grene.

Den første fryns

1. Klip et stykke sytråd på cirka 30-40 centimeter. Du vil senere i processen blive glad for en lang snor. Kør den ene ende igennem nålen, og sæt den første perle på. Vær opmærksom på, at de første perler, du bruger, samtidig bliver frynsens nederste perle.

2. Når den første perle er sat på, skal snorens anden ende også igennem nålen, således at de næste perler kommer til at sidde på dobbeltsnor. På denne måde kommer den nederste perle til at sidde i spænd.

3. Nu skal du bare sætte perler på. Vi satte 40 perler på hver snor, men du vurderer selv, hvor lang øreringen skal være og kan derfor regulere antallet af perler. Hav perlernes rækkefølge in mente, men øreringene er både smukke, når de er ensfarvede, mønstrede og når farverne smelter sammen.

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

Frynseproduktion

1. Du skal nu fortsætte din produktion af frynser. Du skal bruge cirka 30 styks i alt, 15 per ørering.

2. Frynserne afsluttes ved at sætte en klemmeperle på til sidst.

3. Klem alle klemmerperlerne fast med klemmetangen. Sørg for ikke at stramme perlerne alt for tæt sammen – hav gerne to millimeter synlig snor, da det får frynsen til at bevæge sig pænere. 

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

En perlerække

1. Klip et stykke filt. Vi valgte en naturfarvet, som kan bruges til de fleste perlefarver. Stykket skal være cirka 10 centimeter langt og 2 centimeter bredt. Nu skal det foldes én gang på den lange led.

2. Det er nu, at du bliver glad for en lang rest-snor på dine frynser. Du skal nemlig bruge snoren til at sy dem fast på dit filtstykke.

3. Sy frynserne på filtet side om side, og husk at hæfte dem godt fast i toppen. Bind eventuelt snorene sammen.

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

En kvast bliver til

1. Filtet skal nu rulles for at blive til en kvast. 

2. Sy din rullede filt grundigt sammen. Sy gerne direkte igennem rullen, og gentag processen flere gange for at sikre, at den sammenrullede filt ikke åbner sig. 

3. Nu skal det hele blive til en ørering. Sy selve ørestikken på filten. Vær opmærksom på at placere den i midten, og sæt den godt fast.

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

Det sidste step

1. Nu er du snart færdig. Ståltråden skal beklædes med perler. Læg gerne ståltråden dobbelt, hvis det kan lade sig gøre. Når den er lang nok, skal du binde en midlertidig knude, så perlerne ikke glider af.

2. Enden af ståltråden stikkes op i midten af filtrullen nedefra. Start med at vikle den perlebesatte tråd rundt, og sørg for, at de ligger helt tæt. Du kan med fordel sy ståltråden fast for at sikre, at den bliver siddende. Sy indimellem rækkerne, og sørg for at gemme sytråden godt bag perlerne.

3. Når du når til toppen, vil du muligvis opdage, at du har sat for mange perler på ståltråden. Bind den midlertidige knude op, tag dem af igen, og afslut med en klemmeperle. 

Hvis man stadig kan se filten i toppen, kan du sy et par perler på med den almindelige sytråd.

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

Nu er den første ørering færdig! Processen er bestemt tidskrævende, men hvis du omgiver dig med stearinlys, god musik og godt selskab, flyver tiden af sted. 

DIY til kvastøreringe: Sådan laver du de populære it-øreringe

Måske er du interesseret i ...

Seneste