De bedste podcasts til din sommer

Brug sommeren i selskab med gode fortællinger til ørerne. Vi anbefaler de seks bedste podcasts, du skal høre

© Anna Stokland

Når solen skinner, findes der næsten ikke noget bedre end at smide sig i hængekøjen, i solsengen eller på terrassen med et par høretelefoner og en god fortælling i ørerne.

Vi anbefaler ...

Third Ear kalder sig Danmarks bedste podcast nogensinde, og det er de. De ofte gådefulde og lydmættede historiefortællinger er af høj international standard, hvilket forårets føljeton Kvinden med den tunge kuffert er et klart bevis på.

Serial er den mest populære podcast nogensinde, og hvis du ikke allerede har hørt journalisten Sarah Koenigs efterforskning af en femten år gammel mordsag, er du garanteret en ørevender.

This American Life har eksisteret i over 20 år, hvilket ikke er så mærkeligt, for radiomagasinet med den karismatiske vært Ira Glass er vanvittigt god og underholdende journalistik. Gennem historier, reportager og interviews vendes og drejes det moderne liv – og lytteren efterlades ofte med nye perspektiver.

Strangers er en af de mest populære podcasts i USA, og bag den står danske Lea Thau, der skaber de bedst mulige radiofoniske rammer for, at almindelige mennesker fortæller ualmindelige historier fra deres liv.

S-town er lige nu på alles læber, og det er ikke uden grund. Folkene bag Serial har gjort det igen og nu fået alle til at interessere sig for en lillebitte by i Alabama og dens indbyggere.

Politikens poptillæg er med skiftende, relevante gæster og dygtige Lucia Odoom ved roret et ugentligt popkulturelt fix, der nørder alt fra Girls, Eurovision, feministiske Disney-prinsesser til Skam og porno.