Guide til 48 begivenhedsrige timer i Århus

I Århus smiler man eftersigende mere, og det er der masser af gode grunde til. Vi guider her til 48 timer i smilets by

Her er den ultimative Århus-guide
© Tina Stephansen

Den jyske hovedstad er stor nok til at være urban, men samtidig så tilpas lille, at den aldrig opleves som uoverskuelig eller fremmed.

Vi guider her til 48 timer i Danmarks andenstørste by, der blandt andet byder på gourmethotdogs, moderne kunst i verdensklasse, drinks på apoteket, skovløbeture og mad fra hele verden.

Afgang

Tog, færge, bus, fly – alle veje fører til Århus

Lige meget hvorfra i landet du kommer, er byen en nem destination at rejse til. Hvis din tur begynder i København, og du gerne vil have en spektakulær udsigt på rejsen, er den nye vandflyver mellem København og Århus en effektiv og ikke mindst smuk måde at starte turen på. Selve flyveturen fra takeoff til landing tager mellem 35 og 45 minutter, afhængigt af vinden, og du undgår lang transporttid til og fra lufthavnene.

En enkeltbillet koster 1.800 kroner. Nordicseaplane.dk.

Dag 1:

Formiddag

Franske fornemmelser og eminent shopping

Der findes mange overnatningsmuligheder i forskellige prisklasser i Smilets By. Villa Provence er en lille oase fyldt med atmosfære i hjertet af Århus. Hotellets værelser er indrettet individuelt i provencalsk stil med tunge gardiner og romantiske sengegærder. Værelserne ligger ud til en lille brostensbelagt gårdhave med et frodigt blomsterbed og en rislende fontæne, der fører tankerne til Sydfrankrig. Villa Provence ligger på Fredens Torv, et stenkast fra Åboulevarden, eller i daglig tale bare Åen, der strækker sig gennem hele det indre Århus.

Åen fører dig fra hotellet til Store Torv, hvor du kan se den imponerende domkirke, der med sine røde mursten er den længste og højeste kirkebygning i Danmark. På Store Torv finder du også mange gode butikker. Tag forbi Støy Munkholm, der med deres to etager har et stort udvalg af internationale mærker som Acne Studios og T by Alexander Wang, som hurtigt kan gøre dit dankort rødglødende. Besøg også Kristian F. Møller, byens bedste boghandel, der går fire generationer tilbage. Store Torv ligger midt mellem Århus Midtby og Latinerkvarteret, der er den ældste del af Århus med skæve bindingsværkshuse helt tilbage fra 1500-tallet.

Området har fået sit navn, da stemningen minder om Latinerkvarteret i Paris med de smalle brostensbelagte gader, små caféer, gallerier og skønne butikker. Især Stylepaste er et besøg værd. Her forhandles danske og internationale mærker indenfor møbler, interiør, mode, sko og kunst. Butikken er bygget op som forskellige universer indrettet og opstillet i rum efter rum.

Således kan du gå igennem en italiensk modesalon med design fra Milano og et sort herreværelse med moderne minimalistisk kunst. I nabobutikken til Stylepaste ligger den nyåbnede Landmad, der sælger lokale varer i en gammel købmandsgård fra 1730. Butikken er et rent familieforetagende med mor, søster og datter som bestyrere – et rigtig godt sted at finde en økologisk olie, juice eller grødblanding.

Når du trænger til en shoppepause er den hippe café La Cabra et godt valg. Her nørdes der kaffebryggeri til den store guldmedalje, og hver morgen bages der croissanter på en sprød smørdej i baglokalet. I Latinerkvarteret finder du også mange secondhandbutikker, for eksempel Soulshine, Bloomers og Kom:mode, hvor du kan finde alt fra cool denimjakker til 60’er-kjoler.

Villa Provence, Fredens Torv 10, Støy Munkholm, Store Torv 4, Kristian F. Møller, Store Torv 5, La Cabra, Graven 20, Stylepaste, Studsgade 2, Landmad, Studsgade 6, Soulshine second hand & vintage, Graven 24, Bloomers, Volden 34, Kom:mode, Rosensgade 34.

Her er den ultimative Århus-guide
© Stylepaste / Tina Stephansen

Eftermiddag

Gourmethotdogs og regnbuekig

Efter al den shopping er det tid til en omgang frokost. Og midt i Latinerkvarteret finder du Haute Friture, der serverer gourmetversioner af klassisk fastfood til billige priser. Haute Friture ejes af folkene bag restauranten og gå-ud-stedet Lecoq, og derfor hedder deres gourmethotdog Lecoq Dog. Den består af merquezpølse, kål og chilimayonnaise.

Prøv også de rustikke pommes frites med estragonmayonnaise. Herfra er der cirka ti minutters gang til en af Århus’ største kulturelle seværdigheder, kunstmuseet ARoS, hvis farverige Olafur Eliasson-taginstallation Your Rianbow Panorama kan spottes i det meste af byen og nok er den mest fotograferede kunstgenstand i Århus.

Her er der en fantastisk og farverig udsigt over byen, blandt andet til Arne Jacobsens ikoniske funkismesterværk; Århus Rådhus med sit 60 meter høje rådhustårn. ARoS er et gammelt ord for Århus, men der er ikke meget gammelt over museet, der huser nutidskunst af høj kvalitet. Med sine 20.700 kvadratmeter fordelt over ti etager er ARoS et af Nordeuropas største kunstmuseer med både skiftende og faste udstillinger, heriblandt den livagtige 4,5 meter høje Boy-skulptur støbt i glasfiber af kunstneren Ron Mueck.

Haute Friture, Graven 16, Århus Rådhus, Sønder Allé 2, ARoS, Aros Allé 2.

Aften

Michelinmad fra skoven og cocktail-medicin

Der er sket meget på den gastronomiske front de seneste år i Århus. Nye restauranter dukker konstant op, og i 2016 blev de århusianske restauranter Frederikshøj, Substans og Gastromé alle hædret med en Michelinstjerne. Sidstnævnte kun et halvt år efter, at restauranten åbnede.

Bag Gastromé står de to århusianske kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen, der betegner deres køkken som gourmetpræget landkøkken med en smag af byens brosten, hvor der eksperimenteres med urter, honning og ingredienser hentet fra skovene ved Vilhelmsborg.

Skal aftenen sluttes af med en drink, er St. Pauls Apothek et godt bud. Her serveres eksperimenterende cocktails. Prøv for eksempel The Millionaire, en dekonstrueret rom & cola, der serveres i et glas udsmykket med kakaopulver, flormelis og guldstøv på toppen. At træde ind på apoteket føles mest af alt som at havne på en bar på Manhattan i starten af det forrige århundrede med herrestue, rygelounge, stukloft og tunge lædermøbler.

Frederikshøj, Oddervej 19, Substans, Frede- riksgade 74, Gastromé, Rosensgade 28, St. Pauls Apothek, Jægergårdsgade 76.

Dag 2:

Morgen og formiddag

Skovtur, økologisk brunch og danske mærker

I Århus behøver du ikke at bevæge dig langt for at komme ud i naturen. Start morgenen med en gå- eller løbetur i Riis Skov, der byder på en enestående udsigt over Århus Bugt, Mols Bjerge og byens nyeste kvarter, Aarhus Ø, hvor moderne arkitektur konstant skyder op.

Ved skovkanten finder du også Den Permanente, der er en gammel træbadeanstalt, som i solskinsvejr er et fluepapir for århusianerne. Efter lidt morgenluft er det på tide med en solid brunch.

På Langhoff & Juul på Guldsmedgade er menuen økologisk og velsmagende, og indretningen er et miks af loppefund, drivtømmer, Y-stole og musselmalet porcelæn. Efter brunchen kan du ose i de mange butikker i Guldsmedgade. For eksempel Ganni, Weekday og Moss Copenhagen.

Den Permanente, Salonvejen 1, Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, Ganni, Guldsmedgade 26, Weekday, Guldsmedgade 10, Moss Copenhagen, Guldsmedgade 33.

Her er den ultimative Århus-guide
© Tina Stephansen

Eftermiddag

Vietnamesisk gadekøkken, akitektonisk antropologi og århusiansk bagværk

I 2016 åbnede hele to nye, store madmarkeder i Århus: Aarhus Central Food Market og Aarhus Street Food. Markederne ligger tæt på hinanden, og de byder begge på et stort udvalg af mad og drikkevarer fra hele verden. Tag forbi Bánh Mì Bandits, der holder til i en container i busgaragen hos Aarhus Street Food. Bánh Mì Bandits laver vietnamesisk street food og har specialiseret sig i delikate vietnamesiske sandwiches med forskelligt fyld og altid frisk koriander.

Lige ved siden af madhallen ligger Århus Rutebilstation, hvor du kan hoppe på en bus til Moesgaard Museum. Den imponerende udstillingsbygning er med sine forskudte niveauer inspireret af arkæologiske udgravninger og er i sig selv et udflugtsmål. Tagfladen er åben for alle, også uden for museets åbningstid, og danner ramme om aktiviteter året rundt. Fra koncerter og picnics om sommeren til kælkebakke om vinteren. Inde i museet kan du gå på opdagelse i de mange etnografiske og antropologiske udstillinger, der giver dig et indblik i de dødes dag i Mexico og genbegravelser i Uganda.

Du kan også møde Grauballemanden, der trods sine over 2.000 år er en yderst velbevaret herre. Tilbage i centrum er det tid til en kop kaffe. Tag forbi den hyggelige Bill’s Coffee, der får deres kaffe fra århusianske Siegfred og deres bagværk fra bageriet og madskolen Birks Køkken i Århus havn.

Aarhus Central Food Market, Sankt Knuds Torv, Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, Moesgaard Museum, Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg, Bill’s Coffee, Vestergade 50B, Birks Køkken, Sydhavnsgade 7.

Aften

Biografhygge, billige moules frites og bordtennisbar

Efter en aktiv dag er det tid til lidt afslapning. Og hvad er mere afslappende end at dumpe ned i et par bløde biografstole og lade mørket falde på? Det kan du gøre i den legendariske Århus-biograf Øst for Paradis, der viser håndplukkede film fra hele verden, som oftest ikke vises andre steder.

Herefter kan du tage en tur på den populære gastro-grill Oli Nico, hvor en solid portion moules frites koster 65 kroner, og der er selvbetjening på det store udvalg af internationale flaske-øl. Hvis du vil ud og kridte danse- og løbeskoene er der fra Oli Nico ikke langt til bordtennisbaren Shen Mao.

På natklubben kan du spille bordtennis og feste på samme tid. Ejeren er inspireret af konceptet fra New York og Berlin, hvor bordtennisbarer er meget populære. Senere er konceptet også kommet til København, men det startede i Danmark i Århus under Clemens Bro.

Øst for Paradis, Paradisgade 7, Oli Nico, Mejlgade 35, Shen Mao, Sct. Clemenstorv 17.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF