Skams “opfølger” kommer i 2018
Savner du også Skam? Så skal du glæde dig til NRKs nye ungdomsserie
Mange var fortvivlede, da Skam satte punktum efter fire succesfulde sæsoner. Heldigvis brygger NRK P3, der også stod bag Skam, på en ny ungdomsserie, som har fået titlen Lovleg (på dansk Lovlig).
Serien beskrives af NRK som en opfølger til Skam, og optagelserne vil finde sted i juni, juli og august på den videregående uddannelse Firda i landsbyen Sandane med mindre end 3.000 indbyggere. Således bliver Lovleg en form for landsbyudgave af Skam, hvor hovedpersonerne stadig er unge, men en smule ældre end Skams persongalleri. Et af den kommende series temaer er nemlig udfordringerne ved at flytte hjemmefra og stå på egne ben.