7 tips, der gør det let at holde dit hjem pænt – hele tiden!

Hvordan kan andre holde deres hjem rene og pæne hele tiden, når dit er snavset få dage efter du har gjort rent?

© Unsplash.com

Efter den ugentlige rengøringssøndag funkler dit hjem som aldrig før. Du har skiftet sengetøj, vasket gulv og tøj, ordnet toilet og så du har ovenikøbet støvsuget sofaen, så der ikke længere ligger gamle peanuts og krummer mellem puderne.

Lykken varer dog sjældent længe. Ugedagen siger nu onsdag, og der er allerede snavset og rodet igen. Hvordan kan dine veninder ALTID holde deres hjem så rene og pæne, når du kæmper med hovedrengøring hver søndag, og din lejlighed alligevel ligner et bombet lokum få dage senere?

Her er syv gode råd til, hvordan du nemt holder dit hjem rent hele tiden.

1. Gør rent, mens du er igang med aftensmaden, og vent ikke først til efter

I stedet for at vente med at rengøre hele køkkenet til efter aftensmaden er lavet og spist, skal du gøre rent, MENS du kokkererer. At vaske gryden til sovsen op, tørre kogepladen af og tømme opvaskemaskinen kan sagtens klares, mens du venter på, at lasagnen er i ovnen.

2. Gør rent en smule hver eneste dag

At pudse vinduer er stensikkert uoverskueligt for dig, hvis du er i gang med et stort projekt på arbejdet, ikke har fået mere end fem timers søvn, og venter gæster den pågældende aften. Hvis du gør rent i 20 minutter hver eneste dag, kan du skippe heldagsrengøringen om søndagen og i stedet slappe af og glæde dig til dine gæsters ankomst.

3. Giv alle i familien et ansvarsområde

Det kræver sin kvinde at holde hele huset rent. Derfor kan du give hvert familiemedlem et ansvarsområde, og før du ved af det, er der både støvsuget og taget ud efter aftensmaden.

Om det er din datter eller din kæreste, der hjælper til med rengøringen, er det altid en succes med en lille belønning efter deres hårde indsats. Du kan eksempelvis lave lækre, sunde snacks og forsøde jeres weekend.

4. Gør det sjovt at gøre rent

Det er utroligt, hvor sjovt rengøring kan blive, hvis du sætter din yndlings playliste fra Spotify på, og simpelthen bare danser dig igennem støvsugning, gulvvask og vinduespudsning. Tiden går ovenikøbet meget hurtigere, når du gør rengøringen til en sjov tjans!

5. Ryd op inden du går i seng

Inden det er sengetid, skal du sætte brugte vandglas og kaffekopper i opvaskemaskinen og organisere dine sko, så de ikke ligger over hele gulvet i entreen. Dette gør dig SÅ glad morgenen efter!

6. Følg 2-minutters reglen

Ifølge to-minuttersreglen skal du ikke tænke over opgaver, hvis de tager mindre end to minutter at løse. Så simpelt kan det være – vent derfor ikke med at tørre køkkenvasken af og at smide vasketøjet i vaskemaskinen, men gør det med det samme!

7. Hvis ingen af disse ting virker, så hyr rengøringshjælp

Hvis du har travlt, og har meget at se til, så husk, at der er intet galt med at hyre rengøringshjælp.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF