Dette materiale hitter i boligindretningen

Tallerkener, vaser, krukker og kander – materialet finder vej til vores indretning i alle faconer, og vi kan slet ikke få nok!

Keramik i boligen

Ler er ikke længere forbeholdt fodformede formningstimer og 70’er-brun æstetik. Keramik hitter – både på Instagram, i vores hjem og på alverdens aftenskoler fra Brooklyn til København.

I en flygtig tid, hvor alting går stærkt, stræber vi efter noget autentisk og sanseligt.

Ler – her, der og alle vegne

Store kunstfærdige vaser, krus med løbende glasur i pastelfarver og små smykkeskåle fylder Instagram, boligmagasiner og alt fra eksklusive interiørbutikker til Søstrene Grenes hylder. Samtidig skriver flere og flere sig op til aftenskolernes keramikkurser for selv at begrave deres hænder i fugtigt ler og lade foden ramme drejebænken. Alene AOF København har øget deres udbud fra ét keramikkursus per semester til fire med 56 deltagere, og alligevel står mange på venteliste.

Keramik har gennem de seneste par år indskrevet sig i den bolig- og livsstilstrend, der tilstræber det originale og håndlavede, på samme måde som når chefkokke dyrker og samler deres råvarer selv, når vi bager fra bunden, fermenterer og drikker langsomt brygget filterkaffe

Flygtighed og sanselighed

Vi søger de bløde værdier og gennemsigtighed i forhold til tings oprindelse som en modvægt til alt det kunstige, overfladiske og elektroniske, der præger vores tid.

“Jeg ser lerets renæssance som en reaktion på vores digitale tid, hvor mere og mere bliver immaterielt og flygtigt. At arbejde med ler er en meget sanselig oplevelse, samtidig med at det udmønter sig i et helt konkret, fysisk produkt. Når du arbejder med ler, er du nødt til at være koncentreret, og folk bliver meget stille på mine kurser. Du kan ikke være i gang med alt muligt andet imens,” siger Karen Kitani Harsbo, der er keramiker og lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Mange betydningslag

Karen Kitani Harsbo oplever en stigende interesse for keramik blandt de studerende, der ofte bunder i materialets oprindelse. Hun fortæller, at ler har mange betydningslag i sig, der bliver brugt konceptuelt i samtidskunsten – blandt andet fordi ler har et geografisk ophav og traditionelt set er forbundet med kvinder og husholdning.

“Flere af vores elever henter ler fra steder, der har en særlig historisk betydning for dem personligt eller for den historie, de vil fortælle, og nogle forholder sig meget bevidst til lerets betydning i deres værker. For eksempel har en af forårets dimmitender Anne Sofie Fenneberg gennem en længere periode forholdt sig til keramiske overflader og lerets sanselighed, femininitet og historik som et ‘kvindemateriale’. Det udtrykte hun i sit afgangsværk, Poppy Capsule, som en stor, svævende skulptur med pastelfarvet glasering og vagina-referencer,” fortæller Karen Kitani Harsbo.

Keramik i boligen

Anne Sofie Fennebergs afgangsværk Poppy Capsule udstillet på Kunsthal Charlottenborg i København.

Fra urtepotteskjulere til kunst

Noget af det ler, der findes i kunstakademiets lergrave, er flere generationer gammelt. Det genbruges cyklisk, fordi det først er vådt, så tørrer og derefter knuses og smides tilbage i lergraven, hvis det ikke bliver brugt. Keramik har da også en lang historie

– meget længere end 70’ernes glaserede stentøj, der inspirerer store dele af den stil, vi ser i dag. Naturmaterialet ler er et af de første materialer, der helt tilbage i stenalderen var med i civiliseringen af vores samfund, da man fandt ud af, at det blev hårdt og modstandsdygtigt, når det blev brændt, og derfor kunne bruges til opbevaring af fødevarer.

I slutningen af det 18. århundrede voksede en stærk tradition for kunsthåndværk i Danmark, og kunstnerkeramikken blomstrede fra slutningen af det 19. århundrede med kunstnere som Arne Bang, Thorvald Bindesbøl, Svend Hammershøi og Suzette Holten på keramik- og terrakotta-værksteder som blandt andet Kähler ved Næstved og Søholm og L. Hjorts Terrakotta-fabrik på Bornholm. De flyttede keramikfaget fra urtepotteskjulere og opbevaringskrukker til et kunstnerisk felt, hvor der blev arbejdet med former, overflader og glasurer, blandt andet med inspiration fra Japan.

Keramik i boligen

Japansk sakeflaske som denne fra slutningen af det 19. århundrede in- spirerede periodens danske keramikere.

Unika-keramik giver personlighed

I den københavnske interiørbutik Stilleben, der åbnede i 2002, har man fulgt de keramiske bølger på nært hold.

“Dengang vi åbnede forretningen, var kunsthåndværk ikke et plusord. Det mere strømlinede lå i langt højere grad i tiden, så på det tidspunkt underspillede vi det håndlavede element i de ting, vi producerede og solgte. I dag ser det helt anderledes ud. Der er skruet op for det håndlavede og keramiske udtryk, og lige nu ser vi en bølge, hvor det ikke kan blive ekspressivt og vildt nok med løbende glasurer, strukturer og masser af farver,” siger Jelena Nordentoft, der er keramiker og sammen med Ditte Reckweg ejer Stilleben.

“I løbet af de seneste ti år er der kommet stort fokus på, hvordan vi kan udtrykke vores personlighed med interiør, på samme måde som vi fortæller noget om os selv igennem den måde, vi klæder os på. Og her har unika-keramik bare et stærkere sprog end stel, der er lavet i tusindvis af eksemplarer.”

Keramik i boligen

Japansk krukke udstillet på Designmuseum Danmark

Spørger man Jelena Nordentoft om, hvad der oprindeligt tiltrak hende ved leret, er det da heller ikke svært at forstå, hvorfor så mange bliver fascineret af at have det i hænderne.

“Ler er et uforudsigeligt materiale, der er skulpturelt at arbejde med, og du forelsker dig i det på grund af alle de processer, det gennemgår i form af tørring, glasering og brænding, som man skal forsøge at styre. Samtidig er det et fuldstændigt uudtømmeligt område, fordi der er et uendeligt antal kombinationsmuligheder i forhold til masse og overflade,” siger hun og spår, at vi også vil se masser af keramik i fremtiden, hvor porcelæn får comeback – dog med et strammere udtryk og mere ro på formerne, men stadigvæk med knald på farverne.

Vil du også gerne tilføje keramik til dit hjem? Så har vi her samlet nogle af tidens bedste keramikfund.

Kemarik til boligen

[Vaser, Cristaseya x Giacomo Alessi hos Woodwood.com 4.750 kr og 8.000 kr.](http://www.woodwood.com/news/365-cristaseya-heads {"target":"_blank","rel":"nofollow"})

© Cristaseya x giacomo alessi
Keramik til boligen

[Krukke, Kähler x Stine Goya hos Luxoliving.dk 899 kr.](https://www.luxoliving.dk/kahler-fiora-krukke-pink-og-gul/ {"target":"_blank","rel":"nofollow"})

© Kähler x Stine goya
Keramik til boligen

[Vase, Studio Arhoj hos Stilleben 250 kr.](https://stilleben.dk/products/yuki-vase-mini-cherry-blossom {"target":"_blank","rel":"nofollow"})

© Studio arhoj
Keramik til boligen

[Krukke, H. Skjalm P hos Luxoliving.dk 150 kr.](https://www.luxoliving.dk/h-skjalm-p-box-milano-indigo/ {"target":"_blank","rel":"nofollow"})

© H. Skjalm P