Geniale modetricks, der vil redde dit tøj

I stedet for at erstatte dit tøj ved første tegn på slitage, har vi her samlet 7 nemme hacks, der vil redde dit tøj

Geniale modetricks
© Vogue // Milk Magazine

Vi elsker hacks – og specielt den slags, der kan redde vores yndlingstøj, spare os for en masse penge og rette op på enhver tøjkrise.

I stedet for at du skal erstatte dit tøj ved første tegn på slitage, har vi her samlet syv nemme hacks til fashionistaen, der elsker sit tøj, og som gerne vil holde det både friskt og nyt.

1. Red dine nylonstrømper

Er uheldet ude, og er dine strømpebukser begyndt at løbe, er det bedste trick at smøre hullet og de løbne masker med klar neglelak – det stopper flugten med det samme.

Har du ikke en klar neglelak, kan en hårspray også gøre arbejdet.

2. Fjern hvide deodorantmærker

Vi er alle bekendte med de hvide deodorantstriber, der finder vej på mørkt tøj om morgenen. Næste gang du spotter en, kan du prøve at rense det af med en vådserviet.

Mens de fleste af os vil prøve at fjerne pletterne med vand og sæbe eller skifte T-shirten helt ud, kan renseservietter hurtigt afværge krisen, og vil ikke efterlade din T-shirt lige så våd, som hvis du havde brugt vand.

3. En krøllet skjortekrave

Hvis du opdager, at det tøj, du havde planlagt at have på, har fået en dum fold eller krølle, kan du prøve dette trick.

De fleste af os hader at stryge, og det kan virke næsten grotesk at skulle finde både strygebræt og strygejern frem for så lidt.

Hvis du er den lykkelige ejer af et glattejern, kan du bruge det til at glatte uregelmæssighederne ud. Det er dog mest hensigtsmæssigt på mindre områder, som eksempelvis skjortekraver.

4. Fjern revner i lædertasken

Har din gamle lædertaske set bedre dage, og kan du så småt begynde at se revner, der mest af alt minder om rynker?

Med en vatpind dyppet i en smule fugtighedscreme kan du hurtigt rette op på dette problem. Faktisk fungerer det lidt ligesom creme på tør hud.

5. Fjern gule underærmer

Gule svedpletter på den hvide T-shirt behøver ikke være permanente. Spray lidt citronsaft på det ramte område, og lad det sidde i lidt tid. Vask herefter T-shirten i koldt vand, og både lugt og pletter vil fordufte.

6. Fjern fnuller på tøjet

Noget tøj suger fnuller til sig – og her snakker vi især om sort tøj. Løsningen på dette er meget simpel, og hvis du ikke lige har en fnugrulle til rådighed, er tape din bedste ven.

Med et stykke tape kan du hurtigt fjerne fnuller, hår med videre og efterlade dit tøj til at se helt nyt ud.

7. Lynlås sidder fast

Sidder din lynlås fast på din yndlingsjakke eller -bukser, er der hjælp at hente. Hvis du smører en smule olie eller vaseline på en vatpind og herefter smører lynlåsen, bliver det en hel del nemmere at lyne den op igen.