Ibi og Simon Makienok om deres forholds op- og nedture

Ibi: “På aftenen kom han i verdens mindste bil, en Swift, og fordi han er over to meter høj, lignede det en snegl, der kom med sit sneglehus. Mange fodboldspillere går meget op i dyre biler, så det virkede enormt underspillet, og som om han havde værdierne i orden. Der havde han mig allerede.

Simon tog afsted på træningslejr dagen efter, så der skete ikke noget, og vi lærte hinanden at kende over sms. Det var førte gang, jeg lagde mærke til generationsforskellen, for normalt er jeg ikke så glad for telefoner, men over de næste ti dage skrev vi måske over 4000 beskeder.”

Hvordan påvirkede aldersforskellen jeres forhold i begyndelsen?

Ibi: “Jeg prøvede virkelig at skræmme ham væk: ‘Du ved godt, jeg nærmest er dobbelt så gammel som dig, ikke?’, skrev jeg, men det syntes han var fint nok. ‘Du ved godt, jeg har et barn, ikke?’, skrev jeg, og det var også okay. ‘Du ved godt, jeg har været sammen med ret mange, ikke?’, skrev jeg, og så svarede han, at han jo så kunne få lov til at være den sidste. Jeg havde det sådan, at hvis du vil skride, så kan du lige så godt skride nu.

Du var 22 år, og jeg skød så mange ting afsted, som jeg ikke selv ville have kunnet overskue, hvis jeg havde været den 22-årige. Men det kunne du.”

Simon: “Jeg kunne ikke mærke aldersforskellen, så der var ikke nogen grund til at snakke om den. Det føles ikke, som om vi har forskellige aldre, og jeg har egentlig aldrig tænkt over den. Vi snakker heller aldrig om den i hverdagen, ud over at vi joker med de ting, jeg er gået glip af.”

Ibi: “Eksempelvis at han var to år, da Danmark vandt EM i 1992, mens jeg var 17 og arbejdede i Djurs Sommerland. Han aner jo ikke, hvad han er gået glip af!”

Hvordan reagerede omverdenen på aldersforskellen?

Simon: “Mine venner var bare misundelige. Ligesom mig så de Paradise Hotel, dengang Ibi var vært, så de syntes bare, det var sejt, at jeg var sammen med hende den søde fra fjernsynet.”

Ibi: “Vi snakkede aldrig om aldersforskellen i starten, men det gjorde alle andre til gengæld, især fordi det var mig og ikke Simon, der var ældst. Jeg blev betegnet som en heks, og Simon som et offer, som jeg havde tryllebundet. Det var dybt provokerende.

Jeg havde nogle nedture, hvor jeg sad i min søns seng og græd. Det gjorde skår i vores glæde, men det fik os også til at indse, at folk kan sladre alt det, de vil, uden at det kommer til at skille os ad.”

Simon: “Det var underligt.Vi havde jo ikke gjort noget kriminelt, der havde ikke været noget utroskab, der var ikke nogen, der var kede af det. Vi var bare glade og forelskede, men det blev fremstillet som noget negativt.”

Ibi: “Til gengæld var der mange kvinder med yngre kærester, der skrev til mig. Det var ret rørende. Og da min veninde Sara Bro fik en 16 år yngre kæreste og ikke fik nær så hård en medfart, sendte jeg en besked til hende og sagde, at det var godt, jeg fik banet vejen for andre. ‘Ja, I know!’, svarede hun bare.”

Hvordan kan I mærke aldersforskellen i hverdagen?

Ibi: “Jeg kan ikke mærke den, måske fordi Simon er enormt rolig og moden. Han er 500 år inde i hovedet, mens jeg er en pjattet, fjollet teenager, og mens jeg er en råber i skænderier, er han bare altid helt, helt rolig.

Samtidig er han ikke typen, der går meget i byen eller drikker sig fuld. Han giver mig ro og tryghed.”

Simon: “Jeg ved jo godt, at Ibi ved nogle ting og har oplevet ting, jeg ikke har endnu, men der er jeg jo bare glad for at kunne lære af hende. Det er kun i forhold til sådan noget som teknologi, hvor jeg er totalt hjemmevant, fordi jeg er vokset op med det, og Ibi har opgivet at lære genvejstasterne på en computer at kende, at man kan se aldersforskellen i hverdagen.”

Ibi: “Vi kan heller ikke mærke det der fald i energiniveauet, som nogle mærker, når de bliver ældre. Jeg har altid været vildt energisk, så det er ikke sådan, at min unge mand springer rundt, mens jeg føler mig flad. Det er faktisk fuldkommen omvendt.”

Simon: “Mit energiniveau har altid været dalende.”

Ibi: “Den eneste måde, hvor vores alder egentlig gør en forskel, er i forhold til at få børn – der ville det have gjort en forskel, hvis jeg havde været 28 i stedet for 37, da vi mødtes. Der er jeg jo ved at være oppe i alderen, især fordi jeg har været så syg, og en ting er, om man kan få børn, en anden er, om man gider og orker det, når man er over 40.

Vi snakker om det, men hvis vi får børn, skifter hele vores verden en gang til. Det er også en af grundene til, at Simon har en hund ...”

Simon: “At VI har en hund ...”

Ibi: “Nå ja, at vi har en hund i Holland, hvor Simon bor. Det er med til at vænne ham til at tage ansvar for et levende væsen, sådan at han ikke skal gå fra sofaliggende, chipsspisende fodboldspiller til en far med et kæmpe ansvar, men at han kan se, hvordan det er.”

Ifølge sociologer tilhører I hver jeres generation. Hvordan kan I mærke, at I er opvokset i forskellige årtier?

Simon: “Jeg kender jo kun min egen generation, så jeg kan ikke se forskel. Men vores barndomme har været ret forskellige, blandt andet på grund af den digitale udvikling.”

Ibi: “Ja, jeg kan godt mærke, at der er en generationsforskel, men primært i forhold til computerforbruget. Jeg er fra 1975, og da jeg voksede op, fik man lov til at kede sig og besked på at læse bøger, og man havde ret meget brug for sin fantasi.

Det har været med til at gøre mig til den, jeg er, for jeg har ligesom skullet opfinde mig selv og finde noget at bruge tiden på, og jeg har lært, at det er vigtigt at have gang i noget, der er spændende. Derfor går jeg meget op i, at Anakin ikke bare skal have stukket en iPad i hånden, og at han ikke skal sidde og spille computerspil hele dagen.

Hvis jeg havde været Simons mor, havde han heller ikke fået lov til at spille så meget computer i sin barndom, som han gjorde, selvom han jo er blevet et helt okay menneske alligevel.”

Kort efter jeres bryllup blev Ibi syg med akut nyresvigt, en livstruende sygdom. Hvordan påvirkede det jeres forhold?

Ibi: “Det har været meget kontrastfyldt, for på den ene side bragte det os tættere sammen, men på den anden skabte det en afstand, for der er en stor ensomhed ved at være syg. Jeg var meget, meget tæt på at dø, og det har givet mig et traume for livet, som jeg stadig går og tumler med, og det kan jeg kun gøre alene. Desuden er jeg som et såret dyr, når jeg bliver syg. Jeg beder ikke om hjælp, men kryber ned i min hule for at komme gennem det alene.

Samtidig gik Simons mor bort midt under min sygdom, så der har været alt for meget død og sygdom i vores forhold. På en måde har det gjort os stærkere, for vi ved, vi kan klare hvad som helst, men det har også svækket os.”

Simon: “Det der med, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, det synes vi begge er noget bullshit. Det sårer en, det gør en svagere, det gør en meget mere skrøbelig. Men samtidig har det jo vist os, at vi kan holde sammen gennem alle de ting, der er sket. Det er jo, fordi vi elsker hinanden.”

Ibi: “Da jeg var syg, sagde jeg til Simon, at jeg godt forstod, hvis han forlod mig, for hende, han havde sagt ja til i kirken få måneder inden, det var bestemt ikke længere hende, jeg var. Jeg ved ikke, om jeg selv ville have kunnet holde til det, hvis det havde været den anden vej rundt, så jeg forstod godt, hvis han valgte at skride der. Men han blev.”

I har begge jobs, der som regel har en fysisk slutdato, Ibi som danser og tv-vært, og Simon som fodboldspiller. Hvordan har I inspireret hinanden på det punkt?

Simon: “Ibi har inspireret mig ret meget til at tænke over, hvad jeg gerne vil lave, når jeg ikke længere kan være professionel fodboldspiller. Bare mens vi har været sammen, føler jeg, at hun har lavet tyve forskellige ting, mens jeg har lavet det samme.

Selvom jeg altid har drømt om at blive fodboldspiller, så er der også andre ting, jeg ved, jeg gerne vil lave, og jeg ved allerede nu, at jeg gerne vil lave noget andet end noget fodboldrelateret senere. Det er klart blevet forstærket af at være sammen med Ibi og se, hvor mange ting, hun har haft gang i.”

Ibi: “Jeg er sådan en, der får tusinde spontane idéer hele tiden, men det, jeg kan lære af Simon, er at eksekvere. Det er jeg ret dårlig til, så mens jeg ofte får idéerne, er det Simon, der udfører dem. Nogle gange ser han lidt stram ud i betrækket, når jeg får en idé om at lave en lampe eller himmelseng, der skal se ud på en bestemt måde, og det så er hans ansvar at få det til at fungere.”

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF