© Alona Vibe / Moon and Junes

Undertøjsmærket, der kender og elsker dig – præcis som du er

Moons and Junes er meget mere end undertøj; Det er en passion og en drøm om diversitet, ærlighed og kropspositivitet

6. februar 2018 af Anne Merete Thorstensen

Moons and Junes er et dansk undertøjsmærke med en mission. Virksomhedens stifter, Agnete Bjerre-Madsen, stræber efter at give kvinder styrken til at føle sig selvsikre og smukke – præcis som de er. Derfor hylder mærkets nye kampagne, #GirlSquad, kvindeligheden og dens mange facetter. 

Man skal ikke kaste mange blikke på kampagnen for at se, at modellerne ikke ligner typiske undertøjsmodeller, hvilket er en væsentlig pointe for Agnete Bjerre-Madsen:

“Det er meget vigtigt for os at repræsentere de forskellige kvinder, som vi skaber undertøjet til. Kvinderne i kampagnen afspejler de kvinder, der har inspireret os i vores arbejde,” forklarer hun.

Netop ønsket om at fremhæve kvinders diversitet er grunden til, at Agnete har fravalgt at redigere billederne i sin kampagne: “For mig er realisme smukt,” siger hun. 

© Alona Vibe / Moon and Junes

Uden push-up og lir

Som 15-årig læste Agnete på United World College (UWC) i Wales. En skole, der forener mennesker, nationer og kulturer. Her stiftede hun bekendskab med mange inspirerende mennesker og oplevede en følelse af mangfoldighed og accept:

“Min tid på UWC gav mig helt sikkert en forståelse for vigtigheden af forskellighed, samt et sundt og afslappet forhold til mit udseende,” siger Agnete.

Hjemkomsten til Danmark og København medførte for Agnete en følelse af at skulle se ud og være på en bestemt måde. Det var her, hun fik idéen til Moons and Junes. Agnete ønskede at udfordre den traditionelle opfattelse af skønhed og skabe undertøj, der fremhæver kvinders naturlige former – i stedet for at skabe nye med push-up og fyld: 

“Jeg savnede at føle mig lækker i min egen krop uden alt det ekstra lir,” forklarer Agnete.

© Alona Vibe / Moon and Junes

Når en iværksætter designer lingerie

Moons and Junes har en innovativ tilgang til undertøj og for Agnete betyder det meget at undersøge, hvad kvinder egentlig ønsker og efterspørger i deres mest intime beklædning. Hvordan skal trusser og bh'er se ud, føles og sidde? Til grund for designprocessen ligger derfor mange timers fittings, fokusgruppe-interviews og prototyper for at sikre, at Moons and Junes-kvinder føler sig smukke og godt tilpas og får en bh med den rigtige størrelse. Alt dette har resulteret i komfortable, minimalistiske design i høj kvalitet.

“Til vores prototype-fittings kunne jeg hurtigt mærke, at vi havde et produkt, der virkelig var efterspørgsel på,” siger Agnete, og tilføjer, at hun følte et stort ansvar, der motiverede hende til at kaste sig ud i projektet: “Det var pludselig ikke mulighed at lade være med at lave Moons and Junes.”

© Alona Vibe / Moon and Junes
© Alona Vibe / Moon and Junes
© Alona Vibe / Moon and Junes

Måske er du interesseret i ...

Seneste